Alle personer fra folketælling 1787 er lagt ind og koblet sammen i familie relationer hvor muligt.
Navn |
Periode |
Position |
Indstillet af: |
Noter
|
Christen Pedersen Aaberg |
1876 - |
|
Ringkjøbing Amts 2. Valgkreds |
Tidligere medlem af Mellempartiet
|
Følgende beskrivelse af sognet er fra Trap Danmark 3 udgave.
Skagen Købstad ligger i Horns Hrd.
under 57° 43′ 46″ n. Br. og 1° 58′
9,5″ v. L. for Kbh. (beregnet for
trigonometrisk Station, gamle
Fyrtaarn). Den er Danmarks nordligste
og i sin Slags ejendommeligste
Købstad baade ved sin Beliggenhed, sin
Byggemaade og sin udprægede, djærve Fiskerbefolkning.
Den i Forhold til sit Indbyggertal meget store By
ligger paa den smalle, af Flyvesand næsten helt
overdækkede Odde, hvori Jylland løber ud mellem
Skagerak og Kattegat, og bestaar af to Dele, nemlig
Skagen — der atter deles i Østerby mod N. Ø. og
Vesterby mod S. V. (den østl. Del af den sidste
kaldes ofte „Kapelborg“ efter det Kapel, som har
staaet der, se S. 40), hvilke strække sig omtr.
4000 Al. langs Kattegats Kyst, medens Bredden
kun er højst 500 Al. —, og Højen eller
Gammel-Skagen, som ligger omtr. 1/2 Mil V. for Skagen
ved Skageraks Kyst. Byen ligger lavt; paa
Fyrbakken, ved Østerbys Nordende, er der 30 F.,
noget over 9 M., ved Raadhuset 12 F., 3,8 M.; Højens Bygninger ligger
omtr. 20 F. o. Havet. Afstanden fra Frederikshavn er 4 Mil (ad
Jærnbanen 5,3 Mil, 39,6 Km.). Hovedaaren gennem Skagen er
„Hovedvejen“. Vejene ere ikke brolagte; „Hovedvejen“ er lagt med Grus og Ler
(anlagt 1869-70), og Husene ligge ofte ikke i sammenhængende Rækker,
men spredte til Dels mellem Klitbakker, der dog efterhaanden ere udjævnede
i Byen. Husene ere næsten alle uanselige og i eet Stokv. De tidligere
tjærede Træhuse ere dog nu helt ved at forsvinde, og Byen har i de senere
Aar mere og mere antaget Karakteren af en Villaby med teglhængte,
grundmurede Huse (inden Udg. af 1902 skulle alle Straatage være ombyttede
med Tage af ikke brandfarligt Materiale). Beboerne have ikke særlig
Sans for Haveanlæg om Husene, og Jorden omkring dem benyttes
almindelig til Kartoffeldyrkning, hvorved der fremkaldes en stærk Sandflugt, som
vanskeliggør en passende Vedligeholdelse af Vejene.
Byens Købstadsgrund udgjorde 1899 3,111,284 □ Al. (noget over
222 Td. Ld.), Markjorderne omtr. 5127 Td. Ld. Gadernes og
Strædernes Antal kan efter det ovenfor sagte ikke opgives. Husenes Antal
var ved Folketællingen 1890 463 (Juli 1899: 597, deraf paa Bygrunden
575). Fladeindholdet af Byen med Markjorder var efter Opgørelsen
1896 5349 Td. Ld. (heraf 2104 af Skagens Plantage, der tilhørte Staten,
se S. 43); deraf vare besaaede 331, Afgræsn., Høslæt, Brak og Eng 500,
Have 11, Skov 636, Heder 1464, Klit 1855, Stenmarker 370, Veje og Byggegr. 183. Det saml. Hrtk. var 1/1 1895 14 Td.; deraf hørte 9
til 83 Huse, og 75 af disse dreves fra Ejendomme i Byen.
Bygningernes saml. Brandforsikringssum var 1/1 1899 1,544,332
Kr. (Antal af Forsikringer 546).
Til Skagen hører et Landdistrikt, der har Fattigvæsen fælles med
Købstaden. Om dette Distrikt se S. 43. ( red. se Skagen Landsogn )
Af Byens offentlige og andre Bygninger samt Institutioner nævnes:
Kirken — ved Hovedvejen i Vesterby, ved et lille Anlæg —, til hvis
Opførelse Pengene indkom ved en Kollekt over hele Landet og ved en Gave
af 4000 Rd., som vare indvundne ved Nedlæggelsen af det dansk-lutherske
Kapel i London, og som skænkedes Byen i dette Øjemed, er fuldendt 1841
efter Tegn. af Konferensraad C. F. Hansen (indviet 21/8). Kirken, der er
af Mursten (overhvidtet), bestaar af et treskibet Langhus med en lille
Overbygning ved Vestgavlen til Klokken. Det Indre har fladt Loft. Paa
Alterbordet et støbt Krucifiks fra 1883, Prædikestolen er fra 1841. Trædøbefont.
Af Inventariet fra den gamle Kirke findes to Malmalterstager fra 1598,
skænkede af Præsten Poul Nielsen Guldsmed. En Klokke fra 1502 er nu
omstøbt, og den lille Klokke, uden Indskr., men med en Bispefigur i
Relief, er fra den senere Middelalder. Orgelet er fra 1865. Udvendig paa
den sydl. Kirkemur er der 1866 indsat et stort af Billedhugger A. Paulsen
udført Basrelief i Bronce til Minde om 27/12 1862, da 8 Fiskere druknede
ved Forsøget paa at redde Besætningen paa den strandede Brig „Daphne“;
Basrelieffet (afsl. 4/11 1866) fremstiller en af de forulykkede Fiskere, der
bæres hjem af Kammeraterne, i Baggrunden ses en af Redningsmændene, der kom levende i Land, gaa hjem med sin Hustru. Underneden staar en
Tavle med Navnene paa de 8 forulykkede.
Om Byens gamle Kirke, som ligger omtr. 1/4 Mil S. V. for Skagen,
og hvoraf kun det af Fyrvæsenet vedligeholdte Taarn rager op af Sandet,
benyttet som Sømærke, se S. 40.
Den gamle Kirkegaard, N. Ø. for Kirken uden for Byen, omtr. 1 Td.
Ld., er anlagt 1810 og udvidet 1843 og 1862. Den gør et ejendommeligt,
trist Indtryk med sine fattige Grave i det hvide Sand og mellem Marehalm
samt med sine mange Indskrifter over forulykkede Sømænd. N. V. for denne
ligger
Assistenskirkegaarden („den nye
Kirkegd.“), anlagt 1884,
omtr. 1 1/2 Td. Ld.
Af Monumenterne paa
den sidste fremhæves
en 1894 rejst
Mindesten med
Portrætmedaillon (udført af
Billedhugger N. Holm) og et
Vers af H. Drachmann
over Formanden for
Skagens Redningsbaad
Lars Andersen Kruse,
der druknede 1894, og et
Mindesmærke af poleret
Granit med Indskrift,
rejst 1896 over de
forulykkede ved en tysk
Torpedobaads Undergang
1895 ved Vestkysten.
— Højen har sin egen
Kirkegaard (se S. 40).
Ved Kirken, der ejer
sig selv, er ansat en
Sognepræst, som tillige
er Præst for
Landdistriktet. Kirkens Gæld er
omtr. 3000 Kr.
Raadhuset, ved
Hovedvejen i Vesterby, er
en nybygget, grundmuret Gaard (graakalket) i eet Stokv., oprindl.
Købmandsgaard, 1868 købt og fra 1870 indrettet til sit nuv. Brug for henved 3200 Rd.;
den ejes af Amtskommunen med 1/6 og Byen med 5/6 og indeholder Retssal,
3 Arrester for 3 Arrestanter og Arrestforvarerens Bolig. Den tidligere
Raadstue var en forfalden, straatækt Bindingsværksbygning, der laa paa en høj
Bakke; den solgtes ved en Auktion 1802 i Fisker Hans Homanns Dødsbo for
325 Rd. til Auktionsdirektøren, den konstituerede Byfoged, som 1803
tilskødede Byen den for 300 Rd. Courant
Da der 1833 var Tale om at opføre en ny Skole i Vesterby i Stedet for den gamle, forfaldne,
maatte Byens udvalgte Mænd erklære, at Kommunen var for fattig til at kunne bære denne
Udgift, „fornemmelig i Betragtning af, at Raadstuen, der ikke i en lang Aarrække er
undergaaet nogen Hovedreparation, til næstkommende Aar nødvendigvis vil istandsættes, om ikke
ombygges“. Men Raadstuen stod, omtr. som den da var, indtil 1870, ligesom Skolen blev i
samme Stand indtil 1866.
Det kommunale Skolevæsen bestaar af 3 Skoler: Østerby Skole,
en gul Murstensbygning i eet Stokv., opf. ved Stationen 1884, Vesterby
Skole, en gul Murstensbygning i eet Stokv., opf. 1866 ved Hovedvejen,
af den gamle Fyrinspektørbolig, som købtes til Nedbrydelse (desuden er der
Skagen Forskole), og Højen Skole, i eet Stokv., opf. 1820. Hver Skole
havde 1/7 1899 4, Højens dog kun 2 Klasser; der var ialt 5 Lærere, 1
Lærerinde og 380 Elever. En teknisk Skole har Lokale i Kapelborg
(24 Elever). Desuden er der en privat Realskole, ved Hovedvejen, der
har Dimissionsret og
omtr. 60 Elever.
Sygehuset, ved
Hovedvejen i Østerby, har
Plads til 10 Patienter.
Fattighuset, ved
Hovedvejen i Vesterby, med
Plads for 16 Lemmer.
Jærnbanestationen,
ved Hovedvejen i
Østerby, er opf. 1890;
Posthuset og
Telegrafstationen, ved
Hovedvejen, tæt ved Stationen,
er opf. 1881;
Toldkamret ligger ved
Jærnbanestationen.
Af andre Bygninger
mærkes
Præsteboligen, ved Hovedvejen i
Vesterby, et stort
Missionshus „Emaus“,
ved Kirken, opf. 1896,
og et Missionshus
„Nain“, opf. 1896, i
Højen.
I Østerby ved
Hovedvejen staar en 1883
rejst Mindesten, omtr.
18 F. høj, udf. efter
Tegn. af Prof. Petersen,
til Minde om de 8 Skagboere, der druknede 1862 (se S. 33).
Som en Oase i den golde Egn ligger mod S. V. i Vesterby en omtr.
18 Td. Ld. stor Plantage, som blev anlagt i Beg. af 19. Aarh. ved
Byfoged, Kancellir. Lunds Bestræbelser og 1829 overtoges af Staten. I
Plantagen, der har mange høje kraftige Træer, og hvori El, Birk, Ask,
Granarter, Eg og endog Bøg trives, ligger Overplantørboligen (tidligere
Sandflugtskommissærens Bolig) og den gamle Byfogedbolig.
Skagen er i de senere Aar blevet et mere og mere besøgt Badested, hvilket
har fremkaldt Opførelsen af flere Hoteller, bl. a. det ude ved Fyrtaarnet i 1899
aabnede Badehotel, opf. i norsk Bjælkestil (Arkitekt: Thorv. Jørgensen).
Af særlig Interesse ved Skagen ere de Institutioner, der vedkomme Fyr-
og Redningsvæsenet. Skagen har to Fyr. Højens Fyr er et hvidt
Blinkfyr, der vises fra et 1892 opf., 45 F. højt, hvidt, ottekantet Taarn
paa Taget af en hvid Maskinbygning; Flammens Højde o. Havet er 46 F.,
Lysvidden er 3 Mil. Ved Fyret er der et Taagesignal med to Sirener.
Skagens Fyr er et hvidt, fast Fyr, omtr. 1/4 Mil V. S. V. for den yderste
Spids af Grenen; det vises fra et 1857-58 opf., 148 F. højt, rundt,
graalige lidt smalt tilløbende Taarn (Landets højeste Fyrtaarn, Arkitekt: N. S.
Nebelong); Flammens Højde o. Havet er 140 F., Lysvidden 4 1/2 Mil. Paa
Nordsiden af Taarnet er der en hvid Flade, hvorfra der vises Signaler for
Is. Tæt Ø. for Fyrtaarnet ligge en Telegraf- og en Signalstation
(oprettede henholdsvis 1865 og 1871). Ved Fyret er der fra 1/12 1853
foretaget meteorologiske Observationer for Videnskabernes Selskab; 18/11 1872
oprettede Meteorologisk Institut en Station der. Skagens ældre Fyrtaarn,
S. V. for det nye, tæt ved Østerby, er et 67 F. højt, ottekantet, hvidt Taarn,
der er opf. 1745; det benyttes nu som Sømærke og Signalstation;
1869 benyttedes det til Gradmaaling (om Fyrene paa Skagen se i øvrigt
S. 40). — Fra Grenen, der gaar ud i en Spids, hvis yderste Ende snart
vender mod S. Ø., snart mod N. Ø., eftersom Strøm og Sø flytter den,
skyder det farlige Skagens Rev, som bestaar af fast, hvidt Sand, sig omtr.
1/2 Mil ud mod Ø. N. Ø. Ud for Revet, omtr. 1 Mil N. Ø. for det nye
Fyrtaarn, ligger Fyrskibet „Skagens Rev“, udlagt 1878; det viser et rødt
Blinkfyr; Flammens Højde o. Havet 30 F., Lysvidden 3 3/4 Mil; fra
Fyrskibet gives der Taagesignal. — Ved Skagen er der to
Redningsstationer, den ene 1/4 Mil V. for det nye Fyr, opr. 1852, med en 1896
opr. Bistation noget Ø. for Fyret, og en i Højen, opr. 1868, med
Bistation mod S. V.
Indbyggertallet var 1. Feb. 1890 2323 (1801: 834, 1840: 1132,
1860: 1532, 1880: 1954). Erhverv 1890: 147 levede af immat.
Virksomhed, 289 af Industri, 110 af Handel, 44 af Skibsfart, 1296
af Fiskeri, 130 af Jordbrug, 7 af Gartneri, 227 af forsk. Daglejervirksomhed,
43 af deres Midler, 29 nøde Almisse, og 1 var i Fængsel. — Haandværk
staar paa samme Trin som ude paa Landet, megen Handel kan der ikke
være Tale om, da Byen næsten helt mangler Opland. Derimod er Skagen
Landets største Fiskeriby. Det er navnlig Rødspætter samt Kuller og
Torsk, der fiskes. En stor Del udføres som saltet Fisk, men der sælges
ogsaa en Mængde fersk Fisk, bl. a. til svenske Baade, især fra Gøteborg.
Efter Fiskeriberetningen fiskedes der 1897 171,500 Snese Rødspætter og
182,200 Pd. Kuller og Torsk, og den hele Fangst havde en Værdi af omtr.
277,000 Kr. Den aarlige Indtægt af Fiskeriet sættes i Gennemsnit til 490,000
Kr. Prisen paa Fisk er stegen meget, især efter Skagensbanens Aabning. Aar
1899 opgives Fiskernes Antal i Skagen til 420, i Højen til 56; i Skagen
var der 156 Fiskerbaade, hvoraf 16 store og 140 Joller; i Højen var der 23,
hvoraf 8 store og 15 Joller. Byen har ingen Havn; Baadene trækkes op paa
Land. Der har dog flere Gange været Tale om at anlægge en Havn, bl. a. da det
var under Overvejelse at tilvejebringe en Nød- og Tilflugtshavn i det nordl.
Kattegat. Den tidligere betydelige Fortjeneste ved Strandinger er nu meget
ringe, da der kun forekomme meget faa.
Af fremmede Varer fortoldedes 1898 bl. a. Kaffe 2334 Pd., Salt
83,533 Pd., Sukker 12,876 Pd. samt Tømmer og Træ 24,776 Pd. De Varer,
der forbruges paa Stedet, komme i øvrigt for største Delen som fortoldede fra
andre indenlandske Steder.
Ved Udg. af 1898 var der ved Toldstedet hjemmehørende 95 Fartøjer
og maalte Baade paa i alt 321 Tons; af ikke maalte Baade (under 4
Tons) var der 127. Fra Udlandet indkom 2 Skibe med 42 T. Gods; i
indenrigsk Fart indkom 2 og udgik 4 Skibe med henholdsvis 29 T. Gods
og uden Ladning.
Told- og Skibsafgifterne udgjorde 1898, efter Fradrag af
Godtgørelser, 4648 Kr., Krigsskatten af Vareindførselen 101 Kr., i alt 4749
Kr. (1240 Kr. mere end i 1897).
Kreaturhold 1898: 80 Heste, 215 Stkr. Hornkv. (deraf 167 Køer),
922 Faar, 146 Svin og 16 Geder.
Byens Øvrighed bestaar af en Borgmester, der tillige er Byfoged og
Byskriver, og et Byraad, der foruden af Formanden (Borgmesteren) bestaar
af 9 valgte Medlemmer. Staaende Udvalg: a) for Kasse- og Regnskabsvæs.,
b) for Fattigvæs., c) for Alderdomsunderst., d) for Skolevæs., e) for Vejvæs.,
f) for Sygehuset, g) for Tilvejebringelsen af en Havn.
Finansielle Forhold 1898. Indtægter: Skatter 23,334 (deraf
Grundsk. 420, Hussk. 2399, Formue- og Lejlighedssk. 20,395 og 120 fra Landdistr.), Afgifter efter Næringsloven 1098, Tilskud fra Stat til
Alderdomsunderst. 1479, Indtægt af Aktiver 3077, paalignet Offer 1614,
Skolekontingent 404 Kr.; Udgifter: Bidrag til Stat 605, til Amt 110, til
Amtsskolefond 513, Byens Bestyrelse 819, Fattigvæs. 5430,
Alderdomsunderst. 3641, Skolevæs. 9453, Rets- og Politivæs. 1380, Medicinalvæs.
822, Gader og Veje 2629, Højtidsoffer 1520 Kr. Kommunen ejede 31/12
1898 i Kapitaler 61,694 og i faste Ejendomme 78,182 Kr. og skyldte bort
49,416 Kr. For 1899 var Skatteproc. for Afgiften paa Formue og Lejlighed
5,55 pCt.; den anslaaede Indtægt var 427,000 Kr., deraf var skattepligtig
Indtægt 413,800 Kr.
Kommunens faste Ejendomme: 5/6 Raadhuset, de 3 Skoler og et
Fattighus.
Byens Politikorps bestaar af 1 Befalingsmand. 2 Underbefalingsmænd
og 30 Mand, Brandkorpset er inddelt i en Slukningsafdeling, en
Nedbrydnings- og Redningsafdeling og en Ordensafdeling; alle Byens Mænd fra 20
til 50 Aar ere pligtige til Tjeneste, med mindre de løskøbe sig ved Kendelse til
Kæmnerkasssen, eller Brandvedtægten paa anden Maade hjemler Fritagelse.
I Sparekassen for Skagen og Omegn (opr. 1/7 1862) var 31/3 1898
Sparernes saml. Tilgodehav. 413,595 Kr., Rentefoden 3 3/5 pCt., Reservefonden
27,358 Kr., Antal af Konti 1061.
I gejstlig Henseende danner Skagen med Landdistriktet et eget Pastorat.
Skagen hører til 7. Landstingskreds og Amtets 1.
Folketingskreds, Hjørring Amtstue- (Hjørring) og Skagens Lægedistrikt
(Distriktslægen bor her). Den hører til 5. Udskrivningskreds’ 484. Lægd.
Ved Toldstedet er ansat 1 Toldforvalter og 2 Assistenter (den ene
i Højen), ved Postvæsenet 1 Postekspeditør, der tillige er Bestyrer af
Telegrafstationen. Ved Telegrafstationen ved Skagens Fyr er
Fyrmesteren Bestyrer. Der er Statstelefon.
Paa Skagensbanen (se S. 30) befordredes i Driftsaaret 1897-98 fra
Sk. 13,952 og til Sk. 13,864 Personer; fra Sk. afgik 1,416,000 og
ankom 4,307,000 Kgr. Gods.
Historie. Oprindelsen til Skagen — eller Scaven, i ældre Tid skrevet Skafuen,
Skauffen m. m.; Navnet kommer af „Skage“ ɔ: et Næs eller en Landstrimmel, der
løber ud i Havet, jvfr. Vendsyssels gamle Navn „Vendilskage“ — omtales i et af
Selvejerbønder i Vendsyssel udstedt Dokum. af 1355 (trykt i Suhms Danm. Hist.
XIII S. 828), hvori der berettes, „at en fordums Konge paa Jagten gæstede
hos en Bonde ved Navn Thorkel Skarpæ, der da boede i Oorn (ɔ: Byen Vogn),
og paa hans Bøn overdrog samme Thorkel hele Skagen tilliggende Mark til
Græsning for hans vilde Stod. Hyrden for de vilde Heste ved Navn Throndr fandt
først paa at fiske ved Skagen og byggede det første Hus paa Skagens Mark paa
samme Thorkels Vegne. Og siden efterhaanden havde mange flere bygget der paa
foreskrevne Thorkels Vegne. Desuden ved vi forvist og vidne i Sandhed, at fra den
Strøm østen for Hosyo og Reten og lige til det yderste Skaugheret har fra gammel
Tid været Kongens Strandbred, kaldet Kunghsforstrand, og erkendes for at være
det endnu, ligesom at Forstranden aldrig har været bebygget af nogen, førend
Jylland for faa Aar siden blev ødelagt og undertrykt ved Herrernes Krig“. Hvilken
Konge der hentydes til, er uvist; Suhm gætter paa Erik Glipping, men det maa
sikkert være en langt tidligere Konge. Aar 1299 tilbød Erik Menved, for at
tilfredsstille Esger Juul, at afhænde en Del af Krongodset, deribl. 1/6 af Skagen.
Sine første Købstadsprivilegier fik Byen af Erik af Pommern 22/1 1413, og de bleve
stadfæstede bl. a. 1442, 1451, 1545, 1560, 1598 og 1648; 1507 udstedte Kong Hans
en Stadsret for Skagen, 1519 gav Chr. II den fri Birk og Birkeret. Ligesom andre
smaa Købstæder havde Skagen saavel Borgmestre og Raad som Byfoged (1580 fik
den tillige en Byskriver), og endnu ifl. Forordn. af 28/1 1682 var Skagen en af de
Byer, som beholdt 1 Borgmester og 2 Raadmænd, medens Øvrigheden i andre
nørrejydske Byer, som Hjørring, Thisted og Nykjøbing, indskrænkedes til en Byfoged.
Fra den tidligste Tid har det været Fiskeriet, der var Skagens Hovederhverv, og
den drev Handel, særlig med saltet Fisk, paa Havnene i de danske Farvande, navnlig
Varberg, og paa tyske Havne, som Lübeck og Rostock. Ligesom nu (og dengang
endnu mere) var det Tuskhandel, der dreves (1556 omtales, at der indførtes en
Mængde Øl til Sk., og 1557 siges, at det særlig var Smør, Skagboerne hentede i
Varberg), og de vaagede neje over deres Købstadsrettigheder, saaledes da der ved
Midten af 16. Aarh. anlagdes et Fiskerleje „Tornby“ eller „Thorneleje“ (se Kanc.
Brevb. 6/2 1551) nær ved Sk. (vel i Skagsogn eller Raabjærg), hvilket de ved
Besværing til Kongen fik nedlagt, ligesom de ogsaa søgte 1580 at faa den lige anlagte
By Aalbæk afskaffet. Agerdyrkning og Kvægavl have vel tidligere ogsaa haft nogen
Betydning; thi de Marker, der omtales i ovennævnte Dokum. af 1355, fandtes endnu
op i den nyere Tid; men nu ere de for længe siden næsten helt ødelagte af Egnens
værste Fjende, Sandet. Sandflugt og Klitdannelse have vel fundet Sted i Landet
langt tilbage; men det er dog først fra 16. Aarh., at Sandflugten optræder som en
virkelig Landeplage efter Ødelæggelsen af Skovene, som hidtil havde sat den Grænser,
og den deraf følgende Oprykning af Klitplanter, da Brændselet fra Skovene var sluppet
op. Det er ogsaa i 16. Aarh., at man paa Skagen hører om Sandets Erobring af
Jorderne, efter at Skovene lige op til Raabjærg vare huggede, og 1593 fortælles,
at Sandet var trængt ind over de dyrkede Marker og havde lagt sig om Gaardene.
Dertil kom store Stormfloder, saaledes 1592 og 1593 (ved sidste Lejlighed bortreves
14 Gaarde og Huse). I den følgende Tid fortsatte Sandflugten sine Ødelæggelser,
indtil den naaede sit Højdepunkt 1775, da Sandet paa alm. Bededag „med en heftig
og forfærdelig Storm af N. Ø. trængte ind paa og forbi Kirken, som hidtil havde
været fri, ja ødelagde den Del af Byens Markjord, som laa der omkring og i
Nærheden“, hvorved Præsten mistede baade Ager og Eng. Ødelæggelserne vedbleve,
om end i mindre Maalestok, indtil man i den senere Tid til Dels har dæmpet Sandet
ved Plantning af Klittag og Marehalm. Havet har ogsaa i 19. Aarh. gjort megen
Skade, navnlig ved Højen, hvor det stadig tager bort af Landet; saaledes indtraf
der Stormflod 14/2 og 27/11 1825 og atter 14/2 1868.
Den omtalte Kirke var Byens gamle Sognekirke, indviet til St. Laurentius, og
efter et lidet sandsynligt Sagn bygget af Skotter og Hollændere, som fordum fiskede
under Kysten. Det var en anselig Kirke („den længste i Vendsyssel“), opf. i gotisk
Stil af Mursten, med overhvælvet Skib og Kor ud i eet, Taarn mod V., Vaabenhus
mod S. og Sakristi mod N. Desuden fandtes der et Par Kapeller, nemlig et i Højen,
af Bindingsværk og straatækt, og (ifl. D. Atl. V. S. 220) et, som oprindl. skal have
staaet i Østerby (se Olavius, S. 56), men i 17. Aarh. (efter Resens Tid) flyttedes til
Vesterby; det var (ifl. D. Atl. smstds.) af Bindingsværk, 17 Fag langt og med et
fritstaaende Klokketaarn. Aar 1517 fik Hans Tysk i Skagen kgl. Bevilling til at
maatte bygge et Hus og et Kapel N. for Skagen og deri indtage syge Mennesker;
dette til St. Jakob indviede Kapel, som Fr. I 1523 skødede til Bisp Stygge Krumpen,
har næppe været identisk med noget af de to andre, men man ved ellers intet
om det. St. Laurentii Kirke blev 1459 „med tilliggende Kapeller“ henlagt til
Aalborg Helligaands Hospital, mod at dette „skulde forse Kirke og Kapeller med en
saadan Præst og Kapellan, som dem kan forestaa“, og indtil 1677 hørte Kaldet til
Aalborg Hospital. Ved Kirken fandtes tidligere en St. Laurentii Kilde, som ansaas
for hellig. Ved Sandstormen 1775 lagde Sandet sig helt op for Kirkedøren, og i de
næste Aar kunde Adgangen kun holdes fri ved jævnlig Brug af Spaden. Endelig
blev den ved Sognepræsten Laulunds og Byfoged Petersens Bestræbelser og ved
Reskr. af 5/6 1795 paa Grund af Sandflugt og Brøstfældighed nedlagt, solgt og
nedbrudt paa det massive Taarn nær, der overlodes til Fyrvæsenet, som vedligeholder
det som Sømærke; det har Trappegavle og Krydshvælving med Stjærneribber. I
Indermuren fører en Vindeltrappe op over Hvælvingerne. Materialer fra Kirken kunne
paavises i flere af Skagens Bygninger. Kapellerne i Vesterby og Højen omtales 1787
hos Olavius som „saa forfaldne og brøstfældige, at Folk under Tjenesten næppe
uden Helbreds Tab kunne være derinde, og er intet vissere, end at de inden kort
Tid falde ned“. Kapellet i Vesterby blev dog, rigtignok noget udbedret, benyttet af
Sognefolket indtil 1841, da den nye Kirke (se S. 33) var opført, omtr. paa Kapellets
Plads. Kapellet i Højen blev nedrevet 1839; Kirkegaarden bruges endnu.
En ikke ubetydelig Indtægtskilde for Skagen var i tidligere Tid Strandingerne,
ligesom de bragte den en Del Vragtømmer til Bygningsbrug. Endnu over Midten
af 19. Aarh. antoges Bjærgelønnen i Skagens Jurisdiktion i Gennemsnit at være
9000 Rd. aarl. Men den nyeste Tids mange udmærkede Foranstaltninger for at
forebygge Strandinger have bevirket, at disse nu høre til Sjældenhederne. Skagens Fyr
tillige med Anholts og Kullens indrettedes i Fr. II’s Tid efter Opfordring af de
fremmede Skippere, som passerede de danske Farvande, og som til Gengæld forpligtede
sig til at betale „Fyrgelt“ sammen med Sund- eller Bælttolden. Kongens Brev herom
udgik 8/7 1560 og næste Aar gentoges Befalingen med Tilføjelse, at „Fyrlamperne“
skulde være saa vide som en Tønde og hænges 20 Al. højt i et Tømmerværk, der
skulde bygges som en „Papegøje“ (vistnok et skraat stillet Spryd, der var
fæstet til Masten ved en Strop, og til hvilket Papegøjesejlet var anbragt). Skagens
„Fyrlampe“ tændtes først med Brænde, som, da Skovene i Vendsyssel ikke
indeholdt tilstrækkeligt eller krævede for vanskelig Transport, hentedes til Søs fra
Limfjordsegnene og Norge. Man gik dog hurtig over til at bruge Tran, hvormed man
belyste Farvandet fra Toppen af et Taarn. Taarnet bortskylledes 1584 i et Uvejr,
men opførtes paany og bestod 1606, da man indførte Belysning med 6 (fra 1610 8)
store Talglys, af en aaben Fod af Tommer, oven paa hvilken fandtes et Rum med
Senge til „Blusserne“ eller Fyrpasserne, og oven paa dette atter et Rum med
Vinduer til alle Sider, i hvilket Lysene brændte. Fyret kaldtes nu en „Lygte.“
1626—27 blev Overdelen af Taarnet omdannet til Stenkulsfyring, men kort efter er det vist
nedbrændt, thi næste Aar blev det første danske Vippefyr til Stenkulsblus opstillet
paa Skagen af daværende Borger i Helsingør, senere Tolder paa Skagen og
Fyringsforvalter i Danmark Jens Pedersen (Grove). Vippefyrene kaldtes „Fyringer“, og
Skagens Vippefyr bestod efter Olavius’ Beretning, da det 1745 atter afløstes af et
Taarnfyr, „af et meget højt og tykt Træ, der lignede en Møllestub og var omgivet
af Stivere; oven paa Stubben stod en stor Jærngaffel, som var til at dreje
omkring paa Stubben, paa det at Fyrpanden altid kunde komme til at hænge paa
Vindsiden. Vippestangen, saa svær som et Mastetræ, gik ned i Gaffelen, og ved
den ene Ende af Vippestangen hængte Panden; i denne, som var til at hidse op
og ned med en Tallie, gik omtr. 6 Skæpper Stenkul paa Gangen“. Vippefyret stod
paa Fyrbakken, men da denne var bleven undergravet af Havet, opførtes 1745 noget
nordligere det S. 36 omtalte Taarn, der først kun var 54 F. højt og et Pandefyr;
senere blev det forvandlet til et Lampefyr (se videre S. 36). Til Redningsvæsenet
i sin nuv. Skikkelse, med dets Stationer med synkefri Baade og Raketapparater, er
Begyndelsen sket ved 19. Aarh.’s Midte, særlig efter Tilskyndelse af Claudi, og
Redningsvæsenet organiseredes ved Lov af 26/8 1852; der findes nu i alt omtr. 60 Stationer,
som ere underlagte Bestyreren for det nørrejydske Redningsvæsen.
Skagen har haft en Latinskole, der oprettedes ved Midten af 16. Aarh. efter
Tilskyndelse af Bisp Oluf Chrysostomus, og som nedlagdes 1740; Rektoren var
tillige Sognekapellan (se Aalborg Katedralskoles Progr. 1871).
I Skagen ere fødte Prof. ved Kbh.’s Universitet Nicolaus Scavenius, † 1590, den
teol. Prof. Laurids Mortensen Scavenius (Søn af en Fisker), f. 1589, † 1655, og Jakob
Brønnum Scavenius, Søn af Handelsmand Brønnum (se II S. 856), † 1820.
Paa Kronens Gaard Hofsøgaard (i Dok. af 1355 kaldt „Hosyo“) fik Skagen
Ejendomsbrev 1546. Den laa den Gang udenfor Byen; nu findes dens Grund i den vestl.
Del af Byen (se Resens Tegn.). Den kaldtes senere „Hovgaarden“, ejedes vistnok
i 17. Aarh. af Borgmester Fedder Hansen, brændte 1729 og var i Slutn. af 18. Aarh.
i Byfoged Ferslevs Besiddelse; 1749 led dens Marker meget af Sandflugt.
Litt.: O. Olavius, Beskr. over Schagens Kiøbsted, Kbh. 1787. — A. P. Gaardboe,
Hist.-topogr. Beskr. af Skagens Landsogn, i Saml. til jydsk Hist. V. S. 308 flg.
(ligesom andre Artikler af s. Forf. samlede i den S. 6 nævnte Bog). — D. H. Wulff,
Bidr. til Sk. Kirkeh., i Saml. til j. Hist., 2. R. III S. 268 flg.). — N. Hancke, En
Kriminalhist. fra Sk., i Saml. til j. Hist. I S. 151 flg., og V. A. Secher, Mordet paa
Blusser i Sk., smstds. 3. R. II. Bd. — Om Fr. III’s Skøde af 1667 til Borgmester
Fedder Hansen paa Toldergaarden i Sk., se Saml. til j. Hist. 2. R., I S. 382, — Om
Fyret se V. A. Secher, Det danske Fyrvæsens Hist. 1560—1660, i Saml. til j. Hist.
3. R. II. Bd., og C. D. Bloch, Fyrvæsen, i Tidsskr. f. Søvæs., Ny R. XXXIII S. 429 flg.).
Link