Novemberforfatningen

Fra Wiki for Slægtsforsker
Skift til: Navigation, Søgning

Novemberforfatningen var en fælles forfatning for Danmark og hertugdømmet Slesvig. Den blev udarbejdet af Konseilspræsident C.C. Hall. Trods store betænkeligheder underskrev den nye konge Christian 9. forfatningen den 18. november 1863. Novemberforfatningen afløste den såkaldte Fællesforfatningen fra 1855.

Novemberforfatningens formål var at knytte Slesvig nærmere til Danmark og samtidig koble de konservative holstenske adelige ud fra regeringsmagten. Den fælles folkerepræsentation rigsrådet, skulle ifølge denne forfatning bestå af to direkte valgte kamre (folketing og landsting, det sidstnævnte skulle bestå af kongevalgte og valgte ved privilegeret valgret). Under Rigsrådet hørte de politiske sager, der ikke udtrykkeligt var forbeholdt de særlige folkerepræsentationer for Danmark (rigsdagen) og Slesvig.

Da Østrigs og Preussens krav i januar 1864 om novemberforfatningens ophævelse ikke blev efterkommet af den danske regering, gav det disse magter anledning til at angribe Danmark (2. Slesvigske Krig). Da krigen medførte, at Slesvig ved Freden i Wien blev indlemmet i Preussen, blev novemberforfatningen ophævet i 1866.