Ajstrup Sogn (Slet Herred, Aalborg Amt)
Historisk info om Ajstrup Sogn også kaldet Store Ajstrup Sogn og er et sogn i Himmerland. Indtil Kommunalreformen i 1970 lå det i Slet Herred (Aalborg Amt).
Som medlem af www.danskeaner.dk kan du se ane/efterslægts tavler for de personer der er tilknyttet sognet via denne liste
Præster tilknyttet sognet
Indsættelse år og navn. kilde Wibergs præstehistorie m.f. Yderlig info om person samt familierelationer findes i danskeaner.
Fælles indtil 1819 med Farstrup Sogn derefter med Sebber Sogn
- 1561 Jørgen Madsen
- 1591 Peder Svendsen
- 1635 Jens Pedersen Farstrup
- 1672 Albert Jensen Farstrup
- 1694 Hans Pedersen Griff
- 1694 Ægidius Pedersen Lasson (Krog el. Harkrog)
- 1724 Peder Pedersen Bering
- 1727 Christian Christiansen Kaalund
- 1757 Peder Pedersen Bering
- 1792 Andreas Høstmark Wibe
- 1811 Severin Jensen Bay
- 1819 Joachim Poulsen Bering
- 1828 Frederik Spleth
- 1840 Hans Peter Møller
- 1853 Frederik Christian Mørch
Følgende beskrivelse af Ajstrup Sogn er fra Trap Danmark 3 udgave.
Ajstrup Sogn, Anneks til Sebber, omgives af dette, Farstrup, Lundby og Gundersted Sogne samt Aars Hrd. (Ejdrup S.) og Limfjorden (Sebbersund). Kirken, noget østl., ligger omtr. 2 Mil Ø. S. Ø. for Løgstør og 1 Mil S. V. for Nibe. De mod V. noget højtliggende, i det hele ujævne Jorder ere skarpsandede og muldsandede. Gennem Sognet løber Kyø Aa. Halvdelen af Vaar- og Kyø Holm hører til Sognet. Ajstrup var tidligere Anneks til Farstrup Sogn og blev fra 1819 Anneks til Sebber.
Fladeindholdet 1896: 2329 Td. Ld., hvoraf 640 besaaede (deraf med Rug 171, Byg 88, Havre 211, Boghvede 6, Bælgsæd 9, Spergel 13, Frøavl 3, Blandsæd til Modenh. 6, Grøntf. 54, Kartofler 61, andre Rodfr. 18), Afgræsn. 620, Høslæt, Brak, Eng m. m. 419, Have 7, Skov 34, Moser 4, Kær og Fælleder 47, Heder 519, Veje og Byggegr. 30, Vandareal m. m. 6 Td. Kreaturhold 1898: 82 Heste, 465 Stkr. Hornkv. (deraf 216 Køer), 779 Faar, 169 Svin og 5 Geder. Ager og Engs Hartk. og halv. Skovskyldshartk. 1895: 72 Td.; 22 Selvejergaarde med 61, 1 Arvefæstegd. med 3, 25 Huse med 8 Td. Hrtk. og 13 jordløse Huse, 1/3 i Fæste og Leje. Befolkningen, 1/2 1890: 307 (1801: 199, 1840: 335, 1860: 329, 1880: 317), boede i 62 Gaarde og Huse; Erhverv: 2 levede af immat. Virksomh., 235 af Jordbr., 25 af Industri, 2 af Handel, 24 af forsk. Daglejervirks., 10 af deres Midler, og 9 vare under Fattigv.
I Sognet Byen Store-Ajstrup med Kirke og Skole. Skovhuse, Gde. og Huse. Hovedgaarden Kyø har 14 Td. Hrtk., omtr. 450 Td. Ld., hvoraf 60 Eng og Mose, 30 Skov, 60 Hede, Resten Ager. Andre Gaarde: Ajstrupgd., Kyødale, Gd., Viderupgd. Røde Vandmølle.
Ajstrup S., en egen Sognekommune, hører under de samme Distrikter, Lands- og Folketingskr. som Hovedsognet samt 5. Udskrivningskr.’ 360. Lægd. Kirken tilhører nogle af Sognebeboerne.
Kirken bestaar af Skib og Kor samt Taarn mod V. Skib og Kor, med fladt Loft, ere fra romansk Tid af Granitkvadre paa Sokkel med Skraakant. Et oprindl. Vindue og Norddøren ere bevarede (tilmurede). Taarnet, af Kvadre og Mursten, er fra gotisk eller Renæssancetid. Taarnrummet, nu Vaabenhus, havde tidligere ind til Skibet en nu tilmuret Spidsbue. Kirken er restaur. 1869. Ny Altertavle med Thorvaldsens Christus og ny Prædikestol. Romansk Granitdøbefont med kløverbladformet Kumme. I Koret Ligsten over Mathias Mørch til Kyø, † 1741, og Hustru Karen Jørgensdatter Gleerup.
Kyø ejedes alt ved Aar 1400 af Slægten Tornekrands og tilhørte følgende af denne Slægt: Mikkel Nielsen 1401, Christiern Mikkelsen 1458, Mikkel Christiernsen 1479, Niels Christiernsen, † 1510, Erik Nielsen 1533, Mikkel Nielsen, † 1552, Niels Mikkelsen, † 1586; dennes Søn Mikkel Nielsen, † 1652 som Slægtens sidste Mand, solgte K. til Jørgen Due, som atter solgte den til Axel Rosenkrantz, der formodentlig solgte den til sin Svoger Just Høg, som 1626 afhændede den til Kansleren Chr. Friis. Antagelig kom den paa samme Vis som Vaar ved Indførsel til Jørg. Seefeld, som ejede den 1662, og hvis Søn Ulr. S. 1668 solgte den (36 Td. Hrtk.) til Albrecht Itzen i Kbh.; dennes Svigersøn Joh. Ad. de Clerque solgte 1711 K. (26 Td. Hrtk.) for 4000 Rd. til Justitsr. Peder Benzon til Vaar, der 1718 afhændede den til Mathias Mørch, † 1741, hvis Enke Karen Gleerup døde her 1748. Den kom saa til Assessor Gleerups Enke Henrikke Margr. Holst (se S. 551), der først 1758 gav sin Svigersøn Matt. Johs. Wederkinck Skøde paa K. (27, 29 og 250 Td. Hrtk.) for 13,080 Rd., men 1779 solgte den til sin anden Svigersøn P. Lund for 17,800 Rd. Dennes Enke Marie Gleerup ægtede 1793 C. P. Swindt, som 1797 skødede K. (27, 29 og 265 Td. Hrtk.) for 37,000 Rd. til M. N. Monrad, der straks efter solgte den (22, 18 og 55 Td. Hrtk.) for 22,500 Rd. til Fru Sophie Magd. Poulson, f. Dietrich, som 1803 solgte den for 26,000 Rd. til Sam. Dan. Warburg og Wulf Salomon fra Hamborg. Senere har den været ejet af M. Steinthal, Grosserer Olsen, Kbh., og Kmhr. Hofchef Greve A. L. F. Tramp, † 1863, hvis Søn, Lieutn. Greve Chr. T. nu ejer den. — Den grundmurede Hovedbygning, er opf. 1875 efter Tegn. af Arkitekt H. C. Stilling.
Ved Kyø er der fredlyst en Gruppe af 8 Gravhøje, ved St. Ajstrup en Høj med en 10 F. lang Stenkiste fra Slutn. af Stenalderen.
Eksterne Link
- Sogneportalen
- Genealogisk Forum - Slægtsforskningsgruppe på facebook
- Danish Family Search - Dansk søgeportal og indtastnings projekt i folketællinger og kirkebøger m.m.
- Statens Arkiver - Slægtsforsknings info, hvordan kommer jeg i gang?
- Sammenslutningen af lokalarkiver - Find dit lokalarkiv
- Sammenslutningen af slægtshistoriske foreninger