Oeders efterretninger

Fra Wiki for Slægtsforsker
Skift til: Navigation, Søgning

Oeders efterretninger indeholder oplysninger om ægtepar, enkemænd og enker i Sjællands Stift i 1771. Det skal bemærkes, at Oeders efterretninger ikke bør forveksles med en folketælling, da de alene indeholder en registrering af ægtepar, enkemænd og enker, hvor kun mandens navn er nedskrevet og hvor børn, tjenestefolk og ugifte ikke er opført.

Oeders efterretninger blev udarbejdet i henhold til kongelig resolution af 20. februar 1771. Statsøkonom Georg Christian Oeder ledte udarbejdelsen i Rentekammeret af efterretningerne, der kom til at bære hans navn. Spørgsmålet om oprettelse af enkekasser til forsørgelse af betrængte enker havde Oeders særlige bevågenhed. I forbindelse hermed iværksatte han en undersøgelse af antallet af ægtepar, enkemænd og enker i Sjællands Stift omfattende København, Amager, Bornholm, Møn og Sjælland.

Til indsamling af oplysningerne blev der benyttet fortrykte skemaer. I vejledningen til skemaerne er der angivet de oplysninger, der skulle noteres:


Ægtepar

  • Mandens navn
  • Hans erhverv
  • Hans alder
  • 1., 2. eller 3. ægteskab
  • Hustruens alder
  • Hendes 1., 2. eller 3. ægteskab


Enkemænd

  • Enkemandens navn
  • Hans erhverv
  • Hans alder
  • Om det er hans første enkestand
  • Varigheden af den nuværende enkestand
  • Antallet af uforsørgede børn ved hustruens død


Enker

  • Den afdøde mands navn
  • Hans tidligere erhverv
  • Enkens indtægtskilde eller erhverv
  • Hendes alder
  • Hendes 1., 2. eller 3. enkestand
  • Varigheden af den nuværende enkestand
  • Antallet af uforsørgede børn ved mandens død


Arkivalier

Originalerne til Oeders efterretninger er opbevaret i Rigsarkivet for følgende områder:

København Købstæderne Frederiksborg Amt Holbæk Amt Københavns Amt Præstø Amt Bornholms Amt Sorø Amt

Yderligere detailjer om arkivalierne kan findes i Daisy. Som arkivserie angives Oeders efterretninger.

For mange sogne i Sjællands Stift foreligger data fra Oeders efterretninger indtastet i Dansk Demografisk Database. Der kan søges i disse data på Internettet.