Anetavle

Anetavle er en oversigt over en persons forfædre (aner) tilbage i tiden. I anetavler opfører man kun forældrelinjer.

Grundlag

En proband er den centrale person i en stamtavle eller anetavle. Det er altså udgangspunktet for slægtsforskningen og de fleste slægtsforskere starter med sig selv, et barn eller barnebarn som proband. Probanden har anenummer 1.

Betydningen af begrebet proband er dog faldet væsentligt efter indførelsen af EDB-programmer i slægtsforskningen. Disse programmer har nemlig den egenskab, at de kan arbejde med vekslende probander. Programmerne kan altså lave en anetavle eller anden slægtstavle med udgangspunkt i en hvilken som helst person i hele databasen.

Da antallet af personer hele tiden bliver doblet op for hvert slægtsled (2 forældre, 4 bedsteforældre, 8 oldeforældre), kan anetavlen hurtigt blive omfattende.

I anetavler skriver man personens navne. Man kan også tilføje fødsels- og dødsdato, samt fødested og dødssted eller begravelsessted.

• Nederst i anetavlen skrives probanden.
• I 2. række skrives de to forældre, far og mor.

Faderen og de mandlige slægtsmedlemmer skrives altid til venstre for de kvindelige.

• I 3. række skrives de 4 bedsteforældre (farfar, farmor, morfar, mormor).
• I 4. række skrives de 8 oldeforældre (farfars far, farfars mor osv.)
• I 5. række skrives de 16 tipoldeforældre (farfars farfar osv).
• Herefter kan man, hvis pladsen tillader, fortsætte med de 32 tiptipoldeforældre (benævnes også tip2-oldeforældre) og så videre. Hvis eller når man kommer for langt tilbage, vil det være en fordel at lave nye anetavler begyndende med det ældste slægtsleds personer, idet man på de nye undertavler starter med disse på probandens plads og derefter på ny angiver forældre, bedsteforældre og så videre for disse.

Nummerering

Med henblik på at holde styr på de ulige slægtled og de enkelte personers forhold til probanden anvendes nummerering. Der findes forskellige måder at nummerere aner på.

Den numeriske variant

Den numeriske variant betegnes som Kekule von Stradonitz' system, efter en tysk genealog.

I den numeriske variant giver anerne forløbende numre. Probanden får nummer 1, hans far nummer 2, hans mor nummer 3, hans farfar nummer 4 og så videre.

Mændene vil dermed altid få et lige nummer - i modsætning til nutidens CPR-nummer, hvor kvinder har et lige endetal

Anebrøken

Den anden variant er anebrøken, der blev introduceret af Ottokar Lorenz.

Her angiver tælleren i brøken (tallet til venstre) antallet af personer i den generation, mens nævneren (tallet til højre) er fortløbende startende med 1 yderst til venstre for hver anegeneration. For mænd vil nævneren altid være et ulige tal, og for kvinder et lige tal.

Anebrøkens fordel er, at man altid kan se hvilket slægtled, man befinder sig i, og om man er på fædrene eller mødrene side (fædrene side: alle nævnere mindre end halvdelen af tælleren, mødrene side: alle nævnere større end halvdelen af tælleren).

Anebrøken 8/3 angiver eksempelvis, at det er probandens oldeforældre generation (der er 8 oldeforældre), og tallet 3 at det er probandens farmors far.

En anetavle i tre generationer

	I	II	III
proband	far	farfar	farfars far
			farfars mor
		farmor	farmors far
			farmors mor
	mor	morfar	morfars far
			morfars mor
		mormor	mormors far
			mormors mor

Anesammenfald og aneforskydning

Anesammenfald illustreres lettest ved en anetavle hvor probandens forældre er fætter og kusine. Probanden har stadig 4 forskellige bedsteforældre, hvoraf de 2 er søskende. Men i generationen af oldeforældre er der kun tale om 6 forskellige personer i stedet for 8. I den efterfølgende generation er forholdet 12 forskellige personer ud af 16, derefter 24 ud af 32, altså et sammenfald på 25%, der fortsætter i de følgende generationer. De opståede huller, der vokser for hver generation, skal dog stadig nummereres, da der ellers ville komme uorden i systemet.

En speciel form for sammenfald forekommer, hvis der er en generations forskydning mellem 2 beslægtede personer, der gifter sig med hinanden. Hvis en mand gifter sig med sin kusines datter, opstår der ikke blot anesammenfald, men også aneforskydning. Det vil sige, at de samme personer kommer til at optræde både som oldeforældre og tipoldeforældre.

Litteratur

• Albert Fabritius og Harald Hatt: Håndbog i Slægtsforskning; J.H.Schultz Forlag, København 1982; ISBN 87-569-0112-7.
• Hans E. Worsøe: Slægtshistorie - en vejledning; Dansk Historisk Fællesforening 1977; ISBN 87-7423-094-8.