Kildekritik

Fra Wiki for Slægtsforsker
Skift til: Navigation, Søgning

Kildekritik er en videnskabelig metode, der bruges i historieforskning, når man vægter kildes troværdighed i forhold til den begivenhed, man ønsker at vide noget om.

Kildekritikkens historie

Kildekritik som en grundpille i den moderne historievidenskab opstod i Tyskland i midten af det 19. århundrede inspireret af positivismen og udviklingen i de andre videnskaber, især naturvidenskaberne. Som foregangsmand regnes Leopold von Ranke, der med sit værk Zur Kritik neuerer Geschichtsschreiber fra 1824 indledte en epoke, hvor ambitionen om en historisk objektivitet blev det primære mål. "..Bloss zeigen, wie es eigenlich gewesen ist" (Blot vise hvordan det egentlig var).

I Danmark er kildekritikkens indfører og fremmeste praktiker og teoretiker Kristian Erslev.

Metode

I kritikken af kilderne vurderer man dem i flere dimensioner:

Ægte og uægte kilder

Kristian Erslevs brug af begreberne ægte og uægte kilder fremtræder i hans afhandling fra 1890: Erik Plovpennings Strid med Abel. Studier over ægte og uægte Kilder til Danmarks Historie

Heri fremgår det i første kapitel, at til belysningen af Erik Plovpennings Strid med Abel betragter han kun samtidige krøniker og årbøger til belysning af emnet. Oversat til moderne dansk betyder det, at til belysning af historiske hændelser tillægger Erslev de kilder, der er tættest på begivenheden, størst vægt, og disse er dermed i kategorien "ægte kilder"

Uægte kilder er derimod forskellige konstruktioner baseret på et utroværdigt kildegrundlag.

Eller konstruktioner, hvor man gør sig skyldig i historeforfalskning ved brug af synteser. Som f.eks at konkludere, at en begivenhed skete kl 12.30, hvis kildegrundlaget giver to modstridende svar enten kl. 12.00 eller kl. 13.00.

Levn over for beretning

Det er afgørende i seriøs forskning, at man kan skelne mellem kilder, der var tæt på den begivenhed, man undersøger, og dem, der er fjernt fra den i tid og rum. Kilder kaldes "levn", når de er opstået som en del af den begivenhed, man ønsker at undersøge. Kilder, der ikke er part i begivenheden, men alligevel giver oplysninger om den, kaldes "beretninger". Én og samme kilde kan altså godt være "beretning", når den bruges som kilde til den ene begivenhed, mens den er "levn" i forhold til den anden.

Primære over for sekundære kilder

Den primære kilde er altid den blandt de bevarede kilder, som er først i forhold til emnet. De ofte mange, sekundære kilder lægger sig op ad den primære kilde. Det kan f.eks. være i form af afskrifter, uddrag, referater eller lignende. Den primære kilde kan både være en 1. og en 2. håndskilde. Sekundære kilder er altid produceret efter den primære kilde, men det er historikerens spørgsmål, der afgør, om den enkelte kilde er primær eller sekundær kilde.

Objektivitet over for holdning

Endelig må historikeren forholde sig til den situation, kilden er opstået i: Har kildens forfatter haft mod, mulighed og vilje til at skildre begivenheden, som den foregik, eller kan forfatteren have haft gode grunde til at udelade, misforstå, forskønne, bortforklare eller lyve i kilden?

Beretningsslutning

Hvem lavede kilden: Havde han/hun en speciel grund til at gøre det? Kan det have påvirket kilden? Hvad var formålet, og havde ophavsmanden kompetence til at fortælle om sagsforløbet (førstehåndsberetning eller referat)? Hvornår blev kilden skabt?: Hvor lang tid efter begivenheden er den opstået (tidsmæssig afstand)? Hvilken situation blev kilden skabt i, eller er den stykket sammen af bidder, som stammer fra forskellige situationer? Hvem er kilden rettet til?: Sammenligning med andre kilder.

Levnslutninger

Hvilket sæt af tekniske, praktiske og teoretiske handlinger danner baggrunden for, at kilden blev skabt? Hvordan var ophavssituationen? eller: hvilket sæt af normer, idealer og tanker i samfundet danner kildens situation?

Udsagnsevne over for udsagnskraft

Her drejer det sig om en samlet vurdering af kildens, dvs. kildeforfatterens, mulighed for at vide noget om begivenheden set i forhold til, hvor fyldigt et materiale, kilden tilbyder om begivenheden.

Ophavssituationen

  • hvornår er kilden lavet?
  • hvem har lavet den?
  • hvilken kontekst er den skrevet i?
  • hvilken generel sammenhæng er den skrevet i?
  • hvor er kilden opstået (geografisk, socialt og psykisk miljø)?
  • hvorfor er denne kilde skrevet?
  • hvad er kildens tendens?

Når alle disse forhold er undersøgt, kan man vægte kildens udsagn.

  • Det er ikke sikkert, at kilden kan godtages eller afvises i sin helhed. Dele af den kan være primære, mens andre er sekundære. Dele af den kan være levn, mens resten er en beretning. Og dele af den kan være nøgtern objektive, mens andre dele er mere eller mindre fordrejede og upålidelige.
  • Det er ikke sikkert, at kilden har været forstået rigtigt, da man bedømte den tidligere. Den kan være opstået et helt andet sted, i en helt anden sammenhæng og med en helt anden forfatter, end det man troede. Kilden kan vise sig at være forkert skrevet af, forkert oversat eller forkert fortolket, da man tidligere vurderede den. Og kilden kan - midt i al sin bestræbelse på at omskrive begivenheden - afsløre hidtil oversete, men så at sige "undertekstlige" sandheder, eller den kan vise sig at være ironisk ment og derved bringe de stik modsatte oplysninger ind i billedet.
  • Det kan godt tænkes, at den eneste kilde, der findes, har svag udsagnsevne og -kraft, fordi den er en sen beretning, at den er sekundær i forhold til en tabt, primær kilde, og at den er tendentiøs. Men det betyder ikke nødvendigvis, at kilden er ubrugelig, kun at den må bruges med alle forbehold lagt tydeligt frem. Det kan i næste omgang føre til, at man begynder jagten på den tabte, primære kilde eller på andre, endnu ikke opdagede kilder til samme begivenhed.

Det funktionelle kildebegreb

Inden for de seneste år er det blevet almindeligt at behandle kilderne efter det såkaldte funktionelle kildebegreb. Det er egentlig en hermeneutisk spiral, hvor udgangspunktet er historikerens evne til at spørge. Bevægelsen i forskningen er da: Spørgsmål → svar → nye spørgsmål → osv. Hvert svar er (eller kan være) en hypotese. Ifølge det funktionelle kildebegreb er det kun problemstillingen, som afgør materialets relevans. Det vil sige, at alle kilder kan bruges (er funktionelle) afhængigt af, hvilke spørgsmål vi stiller til dem. En kilde er ikke noget i sig selv, for den er kun noget, hvis man spørger den om noget. Spørgsmålet er ikke, om et billede er en god historisk kilde, men hvad billedet er en god kilde til.

På baggrund af andres spørgsmål og svar formulerer man med mellemrum en teori (en verificerbar/falsificerbar hypotese). Samtidig skal vigtige krav opfyldes:

  • Insisteren på, at spiralen skal styres ved at fastholde en balance mellem objektivitet og subjektivitet.
  • Indsigt i, at den historiske erkendelse sker i samtale med et erkendende objekt (kildens ophavsmand).
  • Søgen mod at være så objektiv som muligt.
  • Vilje til at erkende så meget som muligt.

Kildekritikken er blevet en lære om argumentationsfærdighed, hvor historiediskussionen drejer sig om at finde de (u)holdbare argumenter.

Eksempler på anvendt kildekritik

Objektivitet over for holdning
Ophavssituationen
  • Vinlandskortet, som formentlig er et falskneri, og som derfor ikke kan bruges som beretning.
Tolkning af arkæologiske fund

Litteratur

  • Ankersborg, Vibeke (2007). Kildekritik i et samfundsvidenskabeligt perspektiv. Forlaget Samfundslitteratur
  • Erslev, Kristian (1926). Historisk Teknik. Den Historiske Undersøgelse Fremstillet i Sine Grundlinier. Anden udgave, Tiende oplag. (1 udgave udkom 1911). Genoptrykt i 1987.
  • Olden-Jørgensen, Sebastian (1998). Til Kilderne: Introduktion til Historisk Kildekritik. København: Gads Forlag.

Eksterne henvisninger

Hentet fra "https://www.danskeaner.dk/wiki/index.php?title=Kildekritik&oldid=111"