Ribe Domsogn

Fra Wiki for Slægtsforsker
Version fra 15. jul 2018, 11:53 af Irenest (diskussion | bidrag)

(forskel) ←Ældre version | se nuværende version (forskel) | Nyere version→ (forskel)
Skift til: Navigation, Søgning

Historisk info om Ribe Domsogn et sogn i Ribe Domprovsti (Ribe Stift). Indtil Kommunalreformen i 1970 lå det i Ribe Herred (Ribe Amt). I Ribe Domsogn ligger Ribe Domkirke.

Som medlem af www.danskeaner.dk kan du se ane/efterslægts tavler for de personer der er tilknyttet sognet via denne liste

Præster tilknyttet sognet

Indsættelse år og navn. kilde Wibergs præstehistorie m.f. Yderlig info om person samt familierelationer findes i danskeaner.

  • 1535 Poul Pedersen Lemvig
  • 1540 Frants Clausen Berg
  • 1546 Lars el. Laurits Nielsen
  • 1554 Jens el. Hans Pedersen Grundet el. Grundith
  • 1567 Jacob Madsen Weile el. Wedel
  • 1588 Peder Jensen Hegelund (Hegel)
  • 1595 Mathias Andersen Pors
  • 1616 Søren Andersen Wedel
  • 1653 Niels Jørgensen Seerup
  • 1675 Søren Nielsen Seerup
  • 1736 Broder Brodersen Brorson
  • 1737 Hans Adolph Brodersen Brorson
  • 1741 Peder Andersen Stockemark el. Stockemarke
  • 1766 Broder Hansen Brorson
  • 1773 Peder Jacobsen Tetens
  • 1781 Stephan Middelboe
  • 1786 Laurits Grundahl
  • 1805 Conrad Daniel Koefoed
  • 1826 Peter Nicolai Frost
  • 1845 Jacob Brøgger Daugaard
  • 1850 Carl Frederik Balslev
  • 1860 Carl Christian Boisen
  • 1866 Sophus Vilhelm Claudi

Sognekapellan (hjælpepræster)

Fra 1742 residerende i Ribe. Fra 1683 Compastorer og fra 1806 sognepræster til Seem Sogn

  • 1537 Peder Madsen Duus (Dinis)
  • 1544 Niels Olufsen
  • 1572 Mathias Nielsen Weile
  • 1580 Jacob Hansen Buch
  • 1629 Lauge Andersen Wedel el. Weile
  • 1636 David Lauritsen Foss
  • 1648 Hans Hansen Pouch
  • 1660 Bernt Laugesen Wedel el. Wellejus
  • 1691 Claus Hansen Gosmann
  • 1732 Nicolai Ottesen Clausen
  • 1746 Peder Augustinussen Haard (Haar)
  • 1773 Christian Carl Hansen Brorson
  • 1782 Mathias Galthen
  • 1793 Niels Lindberg
  • 1830 Albert Leth
  • 1837 Ludvig Christian Müller
  • 1843 Dines Pontoppidan
  • 1856 Carl Ludvig Theodor Jacobi
  • 1869 Carl Vilhelm Olsen
  • 1870 Jacob Borrig Lindbech
  • 1877 Hans Kruse Winding

Hospitalspræster

(Endvidere froprædikensprædikanter ved Domkirken)

  • 1569 Christen Jørgensen
  • 1583 Hans Mikkelsen Colding
  • 1597 Christen Poulsen
  • 1607 Peder Mikkelsen Havervad
  • 1638 Ole Pedersen
  • 1652 Torkil Andersen (Hoe)
  • 1653 Albert Jørgensen Thiim
  • 1676 Jacob Christensen Aarhuus
  • 1681 Hans Olsen Kamstrup
  • 1682 Anders Jensen Sahl
  • 1691 Mads Thomsen Knap
  • 1719 Torkil Nielsen Jedsted
  • 1731 Elieser Andersen Beyerholm
  • 1737 Niels Astrup Nisseniussen Hygom (Astrup)
  • 1744 Morten Rosenberg Iversen Dam
  • 1754 Johan Georg Cortsen Biermann (Beermann)
  • 1755 Morten Eriksen Herløv
  • 1773 Hans Pedersen Coster
  • 1778 Rasmus Juel Pedersen Busch
  • 1780 Frederik Ussing
  • 1786 Hans Peter Tostrup
  • 1791 Balthasar Mathias Christensen
  • 1796 Christian Clod
  • 1799 Frants Trolle Bertelsen

Ordinerede Catecheter

(Kongelige udnævnte (konfirmations) hjælpepræster)

Følgende beskrivelse af Domkirken er fra Trap Danmark 3 udgave.

Se Ribe Købstad for mere info om byen og området.

Vor Frue Kirke eller St. Mariæ Kirke, midt i Byen ved Kirketorvet, er en af Danmarks smukkeste og anseligste romanske Kirkebygninger. Den stammer omtr. fra samme Tid som Lunds og Viborgs Domkirker, med hvilke, og især med den sidste, den har en Del Lighed, om der end i mange Enkeltheder kan paavises store Afvigelser. Som nævnt S. 675 var Ribes første Kirke opført ved Aar 860 af Ansgar, og denne Kirke, som var af Træ, har maaske staaet til den Tid, da den Stenkirke, der i det væsentlige endnu er bevaret, rejste sig (se dog under Byens Hist. om St. Peders Kirke S. 678). Thi Ribe Bispekrønike nævner den ved Fodevig 1134 faldne Biskop Thore som den, der først begyndte „at grundlægge Ribe Kirke af Murværk af Sten“. Den oprindelige Bygning var opført i flere Perioder; Begyndelsen maa antages at være gjort c. 1125 af Thore, og den er sikkert fuldendt af hans tredje Eftermand Elias, Biskop fra 1142 og † c. 1162, som 1145 stiftede Domkapitlet. Ligesom den i hele sin Karakter røber Paavirkning fra Rhinlandenes Kirkebygninger (maaske ere ogsaa dens Bygmestre komne herfra), er ogsaa dens Hovedmateriale, Andernach Tufsten, hentet fra disse Egne; men der er ogsaa i stor Udstrækning anvendt Wesersandsten og ved Siden deraf flere, baade inden- og udenlandske Stenarter, som Granit, Al, Sandsten, Skrivekridt, Fraadsten og Trachyt.

Kirken bestod af Langhuset og to Korsfløje, med flade Trælofter, to hvælvede Sideskibe, samt Koret, der kun dannede et meget smalt Forbindelsesled mellem Korsskæringen, og den mere end halvrunde Apsis, som havde Halvkuppelhvælving. Formentlig skrive de nederste Dele af Koret og Korsfløjene (af Al og Tuf) sig fra Biskop Thores Tid, medens de øvre Partier samt Langhuset og Sideskibene (af Wesersandsten) ligesom det ndfr. omtalte svdvestl. Taarn høre til de senere, under Biskop Elias opførte Dele. Sideskibene begrænsedes mod V. af to slanke Taarne, mellem hvilke Midtskibet sprang omtr. 15 Al. frem. De paafaldende slanke Sidetaarne ligesom Midtpartiets svære Mure kunne tyde paa, at dette Midtparti oprindl. har været bestemt til at bære en mægtig Overbygning. Maaske har det dog kun udgjort et vestl. Kor, hvori Ribes første Biskops, St. Leofdags Helgenskrin har staaet (han led Martyrdøden i 2. Halvdel af 10. Aarh.); Helms gætter paa, at det er Elias’s Eftermand, Biskop Radulf, der har indrettet dette Kor for Helgenen. Midtskibets 27 Al. høje Mure hvile til hver Side paa 5 fritstaaende, firkantede, af Granit og Sandsten opførte Piller (2 1/2 X 2 Al.), som forbindes ved halvrunde Buer, dels af Granit, dels af Sandsten, og over hver af Buerne er der 3 smaa Bueaabninger, Triforier, som omfattes af en fælles Blinding; disse Triforier førte ind til Rummene over Sideskibene, der vare dækkede med Halvtage. Sideskibene vare som nævnt hvælvede med Krydshvælvinger, hvis Gjordbuer hvilede paa slanke Halvsøjler. De øvrige Dele af Kirken havde derimod vistnok alle Bjælkelofter, naar undtages Korsskæringen, over hvilken der 34 Al. over Gulvet hæver sig en af 4 kraftige Piller baaren Kuppel; den bestaar af en lavere, ved et Gesimsbaand begrænset Underdel, 17 Al. i Tværmaal, og den egentlige Kuppel, som danner en fuldstændig Halvkugle, og som sandsynligvis har været dækket af Kalkmalerier. Denne Kuppelform er i nært Slægtskab med Sophiekirkens i Konstantinopel; den er i alt Fald uden Sidestykke N. for Alperne og Loirefloden.

I hver af Korsfløjene er der i Østmuren en Alterniche, der har en portallignende Afslutning. Det interessanteste Parti i Kirkens Ydre er Apsis, der har en Del Lighed med den i Lunds Domkirke; som Helhed staar den vel nok tilbage for denne, men paa den anden Side er den i enkelte Partier, navnlig i Søjlernes Fodstykker og Kapitæler, rigere udstyret. Den hviler paa en over 7 F. høj, rigt profileret Sokkel af Granitkvadre i 4 Skifter. Over Soklen er Apsis delt i 3 Stokværk, af hvilket det første ved lave Halvsøjler er delt i 7 Blindingsfag, som hvert afsluttes af to runde Buer med en større Bue, der omslutter begge (saaledes restaurerede ved de sidste Aars Restauration, som de oprindelig have været, i Stedet for de flade Buer, der sade der og vare en senere Tilføjelse), og til dette Stokv. svarer i det Indre en blind Buerække, der bæres af Halvsøjler. Det andet Stokværk er derimod delt i 9 rundbuede Fag, af hvilke de 5 hvert har et Vindue, en Ordning, som altsaa slet ikke svarer til den i 1. Stokv., og som vei kun kan forklares ved, at Arbejdet er standset en Tid, efter at Soklen og 1. Stokv. vare opførte (se ovfr. om de to Perioder i Opførelsen). Det tredje Stokværk er trukket 6 Tommer inden for de andre og har smaa, ved Søjler i to Aabninger delte Vinduer (det midterste dog tredelt) over hvert andet af Fagene underneden. Af Kirkens 3 Hovedindgange er den mellem Taarnene i Vestgavlen den yngste og vistnok først opf., efter at hele Vestpartiet var blevet omordnet, om hvilket nærmere ndfr. De to andre Indgange ere i Korsfløjenes Gavle. Af disse er den sydl. Korsarms, den saakaldte Kathoveddør, den mærkeligste. Navnet har den faaet af et malmstøbt Løvehoved, der med en Ring i Munden før sad i den ene Dørfløj (paa dets „Krave“ findes smaa Dyreskikkelser, som man i sin Tid har antaget for Mus, hvorfor Løvehovedet antoges for et Kattehoved; paa Bill. S. 686 ses det ikke, da Døren ved de sidste Aars Restauration endnu ikke er indsat). Portalen har Granitkarm og paa hver Side to runde Granitsøjler med smukt prydede Kapitæler, over hvilke hæve sig tre runde Buer. Den yderste af hver af Søjlerne hviler paa stiliserede Løver med Snabler og forvredne Menneskeskikkelser underneden. Over Døren mellem Buerne sidder en mægtig Tympanon af Granit, næsten 4 Al. i Tværmaal, hvori er udhugget en Fremstilling af Nedtagelsen af Korset (de fremstillede Personers Navne staa langs Stenens Yderside), vistnok det ældste og betydeligste middelalderlige Billedhuggerarbejde, vi have. Portalen ender i en stor Spidsgavl af Sandsten, hvis trekantede Felt udfyldes af en Fremstilling af „det himmelske Jerusalem“ og Menighedens Forbedere ved Guds Trone. Den nordlige Korsarms Portal er af lignende Form, men uden Skulpturer (kun et Kors med Alfa og Omega paa Siderne) og hidrører i sin oprindelige Skikkelse vistnok først fra 1789, da et her staaende Vaabenhus blev revet ned. Ved sidste Restauration bevaredes de gamle Søjler, medens den tidligere Tympanon (nu i Sideskibets Mur) erstattedes med en anden Tympanon, der var indmuret i det nordl. Sideskibs Mur; Indfatningen paa hver Side af Søjlepartierne, Buen og Gavlen herover med Korset og Alfa og Omega ere nye.

Kirken stod ikke længe uantastet efter Biskop Elias’ Tid. I Efteraaret 1176 under Biskop Stephan blev Byen som nævnt S. 681 hjemsøgt af en Brand, der ogsaa angreb Kirken og fortærede „hele dens Skat og Prydelse“. Med de sidste Ord menes utvivlsomt St. Leofdags Helgenskrin, da Bispekrøniken netop fortæller, at dette brændte paa Biskop Stephans Tid. Ved Helms’ Undersøgelser har det ogsaa vist sig, at den omtalte Brand navnlig har hærget Kirkens nordvestl. Parti. Ved Branden er da det nordvestl., slanke Taarn, der har svaret til det sydvestl., helt forsvundet, og det fremspringende Midtparti er da omdannet til Forhal med Hovedindgang. Men Restaurationen har vistnok trukket længe ud; thi Portalen peger i sin Stil hen paa den seneste romanske Tid og hidrører formentlig fra Beg. af 13. Aarh. Vestgavlen (se Bill. S. 687), der nu efter sidste Restauration gør et storslaaet, imponerende Indtryk, og som er af forskelligt farvet Granit og rhinsk Tuf (før Restaur. var den øverste Del af Gavlen af røde Mursten), er i det hele rigt smykket og danner saa at sige en Enhed med Portalen. Paa hver Side af Portalen er der 3 runde Granitsøjler, som bære tilsvarende Buer, over hvilke der findes et lille Buegalleri, i hvis Felter der indtil 1850 stod 3 Træfigurer af Christus, Johannes og Marie (nu ophængte i det nordligste Sideskib); Portalen afsluttes af en Spidsgavl. Vestgavlen er baade paa Siderne af Døren og over den smykket med Rundbuer og Søjler; over Portalen er der et stort rundt Vindue med kløverformet Lysaabning. Tværs over Gavlen er der i Højde med Tagskægget en Rundbuefrise, hvis Konsoller ere formede som Hoveder, og ovenover Frisen er atter Gavlen prydet med Søjler og Buer, medens den afsluttes med en Madonnafigur og et Kors.

Aar 1242 hjemsøgtes Kirken atter af en Brand, som synes særlig at have angrebet Langhuset og Korset, og fra den paafølgende Restauration stamme ganske sikkert Hvælvingerne (fire) i Midtskibet og i Korsfløjene; de sidste kunne i hvert Fald ikke være meget yngre end Midtskibets (i et Brev udstedt af Biskop Esger 1249 tilsiges der de Beboere af Almindesyssel, der vilde hjælpe til ved Kirken, 40 Dages Aflad, da Kirken „ingenlunde har tilstrækkelig egne Midler til sin Opførelse“). Midtskibet blev ved denne Lejlighed c. 4 Al. højere, og for at bringe bedre Lys ind i Højkirken blev der indsat brede, spidsbuede Vinduer. Der gik ikke mange Aar, inden der høres om nye Ombygninger; thi i et af den pavl. Legat Guido 1266 udstedt Afladsbrev siges, „at Kantoren og Kapitlet i Ribe ere betænkte paa at istandsætte deres Kirke, der truer med en stor og farefuld Nedstyrtning“. Faren skrev sig sikkert fra den sidste Ombygning, idet Højkirkens Mure ikke havde kunnet modstaa Sidetrykket fra de indbyggede Hvælvinger. Man forhøjede Sideskibene c. 6 Al. og overdækkede dem med Krydshvælvinger (6 i hvert), hvoraf kun 3 i det nordl. Galleris Østende ere bevarede af Murværk, medens Resten i Tidens Løb vare borttagne og erstattede med Træforskalning. Rummene over Sideskibene, der tidligere som omtalt vare dækkede med Halvtage, forvandledes ved Ombygningen til Gallerier, der ved Triforierne aabnede sig ind til Højkirken, medens smalle, rundbuede Vinduer, hvoraf der var to og to ud for hvert Hvælvingsfag i det nordl., et for hvert Hvælvingsfag i det sydl. Galleri, gave rigeligt Lys udefra. En anden vigtig Forandring foregik med Taarnpartiet mod V. ved Midten af 13. Aarh. Som omtalt var det slanke nord vestl. Taarn blevet ødelagt ved Branden 1176, om ogsaa det vei først noget senere helt er blevet nedbrudt. I alt Fald blev i Tiden mellem Opførelsen af Midtskibets Hvælvinger og Sideskibenes Forhøjelse dets Plads indtaget af det store, endnu staaende Stormklokketaarn („Ribe Taarn“), der er bygget af røde Mursten, dog med Anvendelse af Granit og Sandsten til Hjørner. Hvorledes Taarnet, der var opført af Byen (Kirken havde dog, i alt Fald senere, Pligten til dets Vedligeholdelse), og som oprindeligt brugtes som Vagt- og Forsvarstaarn (med Byens Krudtoplag), ogsaa som Sømærke, har været afsluttet fra Begyndelsen, ved man intet bestemt om. Juledags Morgen 1283, medens den første Gudstjeneste holdtes, styrtede imidlertid hele Overdelen af Taarnet, hvis Brøstfældighed maaske var foranlediget ved en Jordrystelse 1272, ned, dræbte mange Mennesker og ødelagde de nærmeste Dele af Kirken, idet de nedstyrtende Masser faldt mod Ø., saaledes at Sporene af Ødelæggelsen have kunnet forfølges lige til den nyeste Tid. Ved Genopførelsen, der vistnok først fuldendtes ind i 14. Aarh., er det sandsynligt, at Taarnet fik til Afslutn. 4 Spidsgavle, hvis Tagrygninger dannede et Kors, over hvilket hævede sig et Spir (det er saaledes afbildet paa to Sølvbogspænder fra c. 1450, som findes i Raadhussamlingen; rigtignok mangler Spiret her, men det var vel da blæst ned). Ogsaa i den flg. Tid, navnlig i 16. Aarh., høres der flere Gange om Udbedringer af det brøstfældige Taarn, saaledes 1578, 1579 og 1592, og 15/3 1594 styrtede hele Nord- og Vestsiden ned „af Ælde og Jordrystelse“, hvorved bl. a. den 1333 støbte Stormklokke ødelagdes (omstøbt 1599 og atter ophængt 1603). Man tog fat paa Genopførelsen af Murene under Ledelse af en fremmed Bygmester. „Mester Bernn“, bl. a. ved Hjælp fra alle Kirkerne i Ribe Stift, og tænkte paa at afslutte Taarnet med et højt, slankt Spir, men Planen blev aldrig udført, og efter at Arbejdet havde været standset en Tid og var blevet genoptaget 1607 under Ledelse af Hans Bergmann og fuldendt 1610, stod Taarnet omtr. i sin nuv. Højde, 155 F. (før Nedstyrtningen angives Murenes Højde til 212 F., efter den til c. 164 F.; Rygterne om Taarnets umaadelige Højde, endog 408 F.!, stamme fra det nys omtalte Projekt til et Spir, hvortil der var udført en Tegning). Taarnet havde da faaet sit nuv. flade Tag, omgivet af en Balustrade af Sandstenspiller; flere af Pillerne bleve dog nedskudte af de svenske paa Riberhus (se S. 680) 1644, da disse bleve beskudte med Kanoner, der vare anbragte i Hjørnerne af Taarnets næstøverste Stokv. i nogle smaa Kamre med Skydehuller (de to af Kamrene ses endnu); i Stedet for de nedskudte Piller kom Træpiller beklædte med Kobber (fornyede, ligeledes af Træ, ved den sidste Restauration). I det nederste Afsnit af Taarnet var der to hvælvede Kapeller, det ene ovenover det andet. Det nederste. St. Lucius’ Kapel, var stiftet 1438 af Biskop Christen Hemmingsen (den før tilmurede Alterniche er genaabnet ved den sidste Restaur.); det øverste, de 11,000 Jomfruers Kapel, med Indgang fra Galleriet, var vistnok stiftet samtidig med St. Lucius’. I Rummet over dette Kapel hang Stormklokken. Ved de sidste Aars Restauration ere de store, spidsbuede Lydaabningeri øverste Stokv., som i Tidens Løb vare blevne tilmurede, atter aabnede. Byens Arkiv havde ogsaa sin Plads i Taarnet, i alt Fald til 1594.

Kirken var imidlertid ogsaa undergaaet andre Forandringer i den senere Middelalder. Der var saaledes i 2. Halvdel af 13. Aarh. opf. en Mur mellem Kor og Hovedskib (nedbrudt 1560 og erstattet med et Gitterværk), og foran Døren i Murens Midte stod et „Sognealter“, medens Højalteret stod i Hovedkoret; ogsaa fra Korsfløjene var Koret adskilt ved Mure. Desuden var der opført flere Kapeller og Tilbygninger (se Grundpl. S. 684). Det ældste er vistnok Kapellet Bethlehem, ved det nuv. sydligste Sideskibs Østende; det er formentlig stiftet 1292 af Biskop Christian og indviet til Vor Frue, St. Laurentius og Biskop Thomas. Efter Reformationen blev det benyttet til Kapitlets Bibliotek, indtil det 1620 blev solgt til Rigsadmiral Albert Skeel († 1639) som Gravkapel, og Biblioteket flyttedes til Kapitelhuset (se ndfr.). I Kapellet, med smuk Jærngitterdør fra 1627, er der et af Billedhugger Malthe restaureret Marmor- og Alabast-Epitafium over Skeel og Hustru Berte Friis, † 1652, samt 5 Børn, † 1615-24 (en knælende kvindl. Figur, der synes at have hørt til dette Epitafium, findes nu i den bevarede Del af Omgangen). St. Nicolai Kapel, der forlængst er nedbrudt (se S. 693), og som laa ved det sydvestl. Taarn, nævnes allerede 1338; i Kapellet begravedes Hr. Hans Limbek, † 1350, og Hustru (den prægtige, graverede Messingplade, der laa over deres Ligsten, blev efter 1567 ført bort fra Kirken og kom senere til Viborg Domkirke, hvor den gik til Grunde ved Branden 1726). St. Barbaras Kapel, der ogsaa er nedbrudt, og som laa ved den sydl. Korsfløjs Østmur, blev stiftet 1363 af Borgmester Anders Bundesen, † 1363; den smukke Messingplade, der her laa paa hans og Hustrus Ligsten, blev tilintetgjort i Slutn. af 18. Aarh. Ved den nordl. Korsfløjs Østside laa en nu ligeledes nedbrudt Tilbygning, som vistnok ogsaa var fra 14. Aarh. (paa Døren stod Erik af Pommerns Navn og Aarst. 1411), og som senere, i alt Fald fra Reformationen, tjente til Kapitelhus; senere indrettedes det til Landemode; det nedbrødes c. 1790 (se S. 693); under Kapitelhuset havde Domkapitlet i 16. Aarh. Vinkælder, hvorfra der ogsaa var Udsalg til op i 17. Aarh. Et Vaabenhus, med rigt smykket gotisk Gavl, ved samme Korsfløjs Nordside, var derimod en Del yngre, vistnok fra 1482. Desuden havde Kirken en Mængde Sidealtre og Kapeller, vistnok henimod 50. Af de Kapeller, som bleve inddragne i de senere opf., ndfr. omtalte yderste Sideskibe, nævnes St. Andreas’ Kapel, nævnt første Gang 1429, St. Birgittes Kapel, stiftet 1440 af Kantor Jep Iversen Lange, og Vor Frue Kapel, stiftet af Ridder Christiern Pæsz, † i Beg. af 14. Aarh., alle tre ved Kirkens Sydside, samt St. Katharinas Kapel, omtalt midt i 15. Aarh., ved den nordl. Korsarms Vestside. Fra den senere Middelalder skrev sig ogsaa den hvælvede Omgang, „Ambitus“, hvis Øst- og Vestfløj sluttede sig til Kirkens to sydl. Indgange, nemlig den ovfr. omtalte Kathoveddør, hvis Skulpturer for det meste vare skjulte af Omgangen, og en 1843 tilmuret Indgang mod V. ved Marietaarnet. Omgangen indesluttede en Begravelsesplads, „Lindegaarden“ (saaledes kaldt efter et stort Lindetræ, der stod i den, nær ved Kathoveddøren, indtil den sidste Tid). Omgangen, der helt var bevaret til c. 1740 (se ndfr.), benyttedes ogsaa til Begravelser. Om dens delvise Nedbrydelse se senere. Den nu bevarede lille Del af Omgangen ved Kirkens Sydvestende er ved de sidste Aars Restauration istandsat og forlænget et lille Stykke hen imod Kirken (4 spidsbuede Krydshvælvinger). Endelig maa omtales endnu en vigtig Restauration i Middelalderen, foraarsaget ved den under Byen S. 681 omtalte Brand 1402, som vistnok særlig gik ud over Kirkens Tag, og som har hærget den saa stærkt, at Kirken efter Sigende truede med at styrte sammen. Ved Restaurationen, der mindst varede til 1437 (ved Chrf. af Bayerns Kroning i Kirken 1443 maa den i alt Fald antages at være fuldendt), opførtes helt af røde Mursten langs med Sideskibene to ydre, hvælvede Sideskibe i gotisk Stil ved Sammenbygning af de ovennævnte Kapeller; deres Ydermure mod N. og S. fik store, spidsbuede Vinduer og over dem mindre Vinduer med flade Buer samt som Afslutning smaa Spidsgavle af Træ, 10 til hver Side. Tillige opførtes ved Midten af det nordl. Sideskib et foroven ottekantet Trappetaarn med kegleformet Spir, omgivet af smaa Gavle; den nuv. Form paa Spiret er fra Slutn. af 18. Aarh.; ved det sydl. Sideskib har vistnok staaet et lign. Taarn (se S. 695). Pillerne ind til Kirken ere kun Rester af de indre Sideskibes Ydermure. Disse ydre Sideskibe udfylde ikke alene Korset, men springe endog noget frem for det. Af andre Forandringer, der skrive sig fra denne Tid, maa ogsaa nævnes, at Kirkens Gavle fik Kamme, og at der indrettedes en med Brystværn forsynet Vægtergang (som i Viborg), der strakte sig langs Højkirkens Mure rundt om hele Bygningen. Denne Vægtergang afbrødes først c. 1742; et Klokkehus ved dens nordøstl. Hjørne forsvandt ved Midten af 17. Aarh.

I de flg. Aarhundreder blev Kirken kun daarlig vedligeholdt, hvorfor der ogsaa idelig lyder Klager over dens Tilstand. Uvejr og Stormflod anrettede ofte stor Skade paa Grund af Kirkens lave Beliggenhed, og ved de idelige Reparationer blev Tufstenen efterhaanden mere og mere erstattet med Mursten. Under et Uvejr 10/10 1549 styrtede Dele af den sydl. Korsfløjs Gavl over Kathoveddøren ned. Aarstallene 1495, 1632, 1665 og 1703, som ere fundne paa Kirken, ere Vidnesbyrd om Reparationer. Ved Stormfloden 11.-12. Okt. 1634 (se S. 682) skal Vandet have staaet 2 1/2 Al. over Gulvet i Kirken, og i Feb. 1695 maatte man betale for at faa Vand og Is ud af den, „som var indkommen den foregaaende Nat og var frossen paa Stenene“. Ved en Storm 6/11 1721 led Taget meget. I 1734 siges Bygningen at gaa sin Undergang i Møde, „saafremt dens Administration ikke forandres“; 1735 gjorde Hofbygmester L. Thurah et Overslag paa 21,800 Rd. til en Restauration, som endda kun galdt det Ydre; bl. a. foreslog han at nedbryde 30 Al. af det store Taarn og Klokketaarnet til Gesimsen ligesom de „mangfoldige unyttige Frontespicer“. Da det var for dyrt, fremkom Bygmester Kaj Stallknecht 1737 med et nyt Overslag paa 15,000 Rd. Arbejdet begyndte 1738, og allerede Efteraar 1739 kunde der atter holdes Gudstjeneste; Restaurationen varede dog til Dels til 1743. Omkostningerne, c. 20,000 Rd., dækkedes ved en alm. Kollekt i Danm. og Norge samt ved en Afgift af alle Kirker i Danmark, af Præsterne i Ribe Stift og af Byens Indb. Ved denne billige, men meget uheldige Restauration opførtes bl. a. Tagrytteren over Korset og Trappetaarnets Spir, alle Kamgavlene forandredes og fik Udsvejfninger, og Sideskibenes Spidsgavle, St. Barbaras Kapel, Vægtergangen og Omgangens Øst- og Sydfløj nedbrødes. Efter nogle Forandringer i det Indre i de flg. Aar (1766 flyttedes saaledes Orgelet fra Skibets Nordside til en paa 4 Piller hvilende Bygning i Østenden mellem Kor og Hovedskib, og 1777 opsattes Pulpiturer mellem Hovedbuerne paa Sydsiden) maatte man efter et Forslag 1789 fra Bygmester Kruse skride til en ny Restauration 1791-93 under Ledelse af Bygningsinspektør Langen, hvorved Bygningen dog ikke styrkedes synderligt, hvorimod man for at gøre det saa billigt som muligt nedbrød for Fode (bl. a. solgtes c. 350 Kvadersten). Saaledes nedbrødes det sydvestl. Taarn, Marietaarnet eller Klokketaarnet — den halve Del (ind mod Sideskibet) af de to nederste Stokv. blev dog staaende, skjult under en Fortsættelse af Sideskibets Tag og afsluttet med en Mur mod V. —, St. Nicolai Kapel (eller Blykamret, som det kaldtes, fordi det anvendtes til Blystøbning m. m.), Vaabenhuset og Kapitelhuset (Landemodesalen indrettedes i Stedet i den sydl. Korsarm), de svejfede Gavle ændredes noget, og Kirken oversmurtes med en graasort Farve. Ligesaa hensynsløst gik man frem i det Indre. Gulvet blev reguleret, da det i Tidens Løb var blevet meget ujævnt ved de tilkomne Grave (Gravene bleve dog først tømte 1843), og de fleste Ligsten anbragtes i Midtgangen, saa at mange kom til at ligge paa urette Sted; mange af Kirkens Kostbarheder forsvandt, saaledes Messingpladen over Anders Bundesen (se S. 691), en Ildpande fra 1474, et mærkeligt, gammelt Mariabillede og en af Klokkerne, alt solgt som gammelt Metal; et kolossalt Egetræsbillede af den hellige Christoffer med Christusbarnet blev benyttet som Brændsel. I Beg. af 19. Aarh. var Kirkens Tilstand værre end nogensinde. Først Høyen vakte efter et Besøg i Ribe 1830 Opmærksomheden for, hvor nødvendig en Restauration var, hvis Kirken i det hele skulde bevares. Efter et omhyggeligt Syn i 1833 og Undersøgelser og Overslag 1838-39 bleve Mure og Tage udbedrede 1840-42, og Restaurationen foretoges da 1843-45 under Ledelse af Bygningsinspektør F. R. Friis og Arkitekt N. S. Nebelong. Af Beløbet, 20,000 Rd., vare de 14,000 indkomne ved Indsamling over hele Landet, medens Staten tilskød Resten (en Plan af Theophilus Hansen, der gik ud paa at nedbryde de yderste Sideskibe, genopbygge Marietaarnet og give det store Taarn ottekantet Afslutn. og Spir, blev forkastet, da det vilde koste for meget). Af det, der skete ved denne Restauration, maa nævnes, at Murene styrkedes, der gjordes en Del for at bringe de oprindelige Materialer og Former frem, særlig i det Indre; Gulvet sænkedes, saa at Pillernes Fodstykker kom til Syne, Pulpiturerne fjernedes, Søjler, Gesimser og Buer rensedes, og de manglende Dele erstattedes; Orgelet flyttedes hen til Kirkens Vestende; de Mure, der alt i Middelalderen vare opf. bag Korstolene, fjernedes, den 1790 tilmurede Kathoveddør blev atter aabnet, Vinduerne i Apsis, som i Tidens Løb vare blevne udvidede og forlængede, bleve noget ændrede (de fik dog først deres oprindl. Form ved sidste Restauration, se S. 686), Bethlehems Kapel omdannedes til Sakristi, og Skeels Epitafium fjernedes. Mod de mange Gravminder blev der heller ikke denne Gang vist Pietet; saaledes forsvandt Anders Sørensen Vedels Ligsten og Hovedtavlen af hans Epitafium med Familieportrætterne (nogle Malerier, der skulle have hørt til Tavlen, findes nu opbevarede i Kirken); mange Ligsten savedes i Stykker og anvendtes til Korskranken og Trappen op til Koret; de Ligsten, som skaanedes, flyttedes fra Midtskibet ud i Sideskibene og i Forhallen under Orgelet eller lagdes foran Dørene. Naar undtages Mure og Tage, indskrænkede Restaurationen i det Ydre sig væsentlig til Apsis og Vestpartiet. Af Omgangens resterende vestl. Fløj blev den Del, der var nærmest ved Kirken, nedbrudt. Kirken aabnedes atter 29/5 1845.

Det gode ved denne Restauration var, at Kirken, uden at der var foregrebet noget, kunde vente paa den endelige Istandsættelse, som skulde gengive den det Udseende, som svarede til dens Historie og Værd. Denne Restauration, der med stor Kærlighed og med nænsom Bevarelse af alt det bestaaende fra de forskellige Perioder, baade hvad Stil og Materiale angaar, er ledet af Prof. H. C. Amberg, begyndte 1883-84 med Istandsættelse af det store Taarn, hvilket alt er nævnt S. 690, og to Aar efter, da der paa Finansloven 1886-87 var bevilget 40,000 Kr., skred man til at opføre svære Tværmure og Støttebuer i de ydre Sideskibe for at modvirke Hvælvingernes Tryk. Efter en længere Standsning i Arbejdet og efter en Strid, der drejede sig om, hvorvidt de senere Tilføjelser, navnlig de yderste Sideskibe, burde bevares eller ikke (se bl. a. J. Helms, Er det ved R. Domkirkes Istandsættelse kun det ældste, som fortjener at bevares, 1888, og Artikler af J. Lange, i „Kunstbladet“ Nr. 31, og i Berl. Tid. 1888 af Henry Petersen, 4/2, H. B. Storck, 6/2 og 24/2, Helms, 16/2, 17/2 og 8/3, og Heinr. Hansen, 20/3), genoptoges Arbejdet 1894 efter en paa Finansloven 1894-95 given Bevilling. Først nedbrødes nogle Huse i Stenbogade, som kun laa 10 Al. fra Apsis, ligesom man afgravede Terrænet omkring Kirken, hvilket i Tidens Løb efterhaanden var hævet 2 à 2 1/2 Al. (maaske var det ogsaa blevet højnet med Vilje for at værne Kirken mod Stormflod), saa at dens Sokkel nu staar fri i hele sin Skønhed. Koret og Korsfløjene restaureredes 1895-96, og i de følgende Aar istandsattes Vestpartiet (se S. 688) samt Langhuset og Sideskibene, hvis Gallerier fik nye Hvælvinger, og som fik tredelte, spidsbuede Vinduer, der foroven afsluttedes med en større Spidsbue i hele Vinduets Bredde, ligesom de fik Spidsgavle, tre paa hver Side af Trappetaarnene. Ogsaa Trappetaarnet mod N. istandsattes (c. 70 F. højt), ligesom et tilsvarende opførtes paa Sydsiden. Før Restaurationen stod her en mægtig Pille, hvori var skjult en muret Vindeltrappe, og som dækkedes af et lille, skraat Tag — sikkert Rester af et tidligere Trappetaarn; Pillen blev nu omgiven af en Skal af Mur og fik ottekantet Spir. Samtidig genopførtes Marietaarnet, af Granit og Tuf (den sidste Stenart er benyttet meget under Restaurationen og er hentet fra de genaabnede Brud ved Andernach) med Anvendelse af de tilbagestaaende Rester; det har aabne Gallerier ind til Klokkerne, af hvilke de to mindste hænge her (før hang alle 4 Klokker i det store Taarn), og afsluttedes af 4 Gavle og kobbertækket Spir, i alt 166 F. højt. I Taarnet er en Granitvindeltrappe, fra hvilken der over Kirkens Loft er Adgang til det store Taarn, saaledes som ogsaa Adgangen i tidligere Tid har været. Ligeledes opførtes det anselige Klokkespir over Korsskæringen, 66 F. over Tagryggen. I det store Taarn er det øverste, S. 690 nævnte Kapel blevet restaureret; det nederste Kapel vil blive skilt fra Kirken som et Venteværelse ved Barnedaab. Restaurationen af Kirkens Ydre var fuldendt 1901, medens det Indre endnu er under Arbejde og tænkes færdigt Sommeren 1904. Indtil 1903 er der til Restaurationen bevilget i alt 978,610 Kr. (hvoraf 60,000 Kr. tilvejebragtes fra Roskilde Stiftsmidler og 20,000 Kr. ved en Skat paa Ribe Domsogn).

Hele den indv. Længde af Kirken er c. 203 F., heraf er Kor med Apsis c. 68 F.; dens Bredde er c. 110 F., deraf er Hovedskibet 35, de to indre Sideskibe hver c. 16, det sydl. ydre Sideskib 16 og det nordl. 11 F.; Tværskibets indv. Længde er 94 F.

Da det Indre som nævnt endnu ligger under Restauration, kan der ikke gives nogen Beskrivelse af det, ligesom en nøjagtig Redegørelse for alt Inventariet heller ikke er mulig, da meget dels helt er tildækket eller bortstillet, dels endnu ikke bragt paa Plads. Det nye Alter, der faar Plads under Kuplen, bliver fritstaaende med en Overbygning af Tuf og Klæbersten, hvilende paa 4 Granitsøjler (Ciborium); paa Alterbordet, af Sandsten, et forgyldt Broncekrucifiks. Fra 1843 indtil sidste Restauration stod der paa Alterbordet i Stedet for Tavle et Trækors og 2 Trækandelabre; Brudstykker af den gamle Altertavle, fra 1597, forefindes (nogle Malerier paa Træ og 6 udsk. Figurer), som ville blive anvendte paa den nye Underbygning til Orgelet. Orgelet (fra 1635), der som før faar Plads i Vestenden over Forhallen, bliver nyt, men den smukke Façade, som atter faar sine prægtige Farver, bibeholdes. Den udskaarne Prædikestol, med Relieffer af den bibelske Historie, er fra 1597. Døbefonten af Bronce stammer fra Middelalderens Slutn. og bestaar af et med gotiske Ornamenter, Billedfigurer og Bomærker prydet rundt Kar, der hviler paa 6 Fødder, formede afvekslende som Engle og Løveforkroppe. En 4 Al. høj, femarmet Lysestage af Malm er fra Middelalderen; midt paa Stammen er der fastgjort en Bogstol, hvorpaa St. Katharinas Billed er indgraveret. Desuden er der 4 Lampetter, som have siddet paa Midtskibets Piller, og som ere skænkede henh. 1619 af Raadmd. Niels Grisbæk, 1626 af Raadmd. Mogens Grave, 1655 af Slotsskriverne Jørgen Pedersen og Carsten Tønnesen og 1724 af Handelsmd. Peder Jensen Baggesen. I Koret staa 2 Rækker Kannikestole af Egetræ, 10 i hver Række; paa to af Endestykkerne ere figurl. Fremstillinger; efter en nu forsvundet Indskrift skulle Stolene være bekostede af Iver Munk, Biskop i Ribe 1499-1533. Der skal opsættes nye Stolestader i romansk Stil. En smuk Egetræsdør fra Middelalderens Slutn., med Vaabenskjolde med Munk’ernes 3 Roser, sidder i det nordligste Sideskib for Opgangen til det lille Trappetaarn. Desuden findes i Kirken et stort, sent middelalderligt Trækrucifiks. To sent middelalderlige Egetræsfigurer, St. Jørgen og Prinsessen, ligesom en Egetræsbænk fra gotisk Tid ere nu i Nationalmuseet. — Af Kirkens 4 Klokker er den største, Stormklokken, som nævnt, støbt 1599 af Melchior Lucas; den næststørste, Marieklokken, med Minuskelindskrift, er støbt 1477. Desuden er der to smaa Klokker i Tagrytteren.

Af Epitafier og Mindetavler findes flg. nu paa Plads i Kirken: I Skibets Vestende hænge to Stenmindetavler over Raadmd. Mads Pedersen Fridsch, † 1715, og over Raadmd. Jens Lauridsen Baggesen, † 1702, i det inderste nordl. Sideskib et Epitafium over Raadmd. Hans Jensen Vandel, † 1659, Hustru og Børn, i det nordligste Sideskib en Mindetavle over Fysikus Ancher Anchersen, † 1760, i det sydl. indre Sideskib to Sandstensepitafier, nemlig over Apoteker Joh. Pouch, † 1659, og over Præsident Matthias Worm og Hustru, fra 1679, i den sydl. Korsfløj to Epitafier, det ene over Slotsskriverne Jørgen Pedersen, † 1650, og Carsten Tønnesen, † 1667, og deres Hustru, paa det andet, med Bill. af en Mand og Kvinde, ere Navnene utydelige. I den nordl. Korsfløjs Vestmur er 1891 indsat et Monument for Anders Sørensen Vedel i Form af en Gravsten, udført i Marmor af Billedhugger A. Paulsen; i Midtfeltet Vedels Brystbillede i stærkt fremtrædende Relief og uden om dette en Ramme, hvortil er benyttet Motiver fra hans nu forsvundne Ligsten.

Endnu ikke anbragte ere flg. Epitafier og Mindetavler: 1) en smuk lille Mindetavle af Metal, opsat af A. S. Vedel over hans 1. Hustru Marine Svaning, † 1578 (i en 1902 aabnet Grav i Koret fandt man, som det antages, Liget af hende); 2) Tavle over Hans Tausen, opsat af Biskop Hans Laugesen; 3) to Tavler fra et Epit. over Raadmd. Lauge Steffensen, † 1554, Hustru og to Børn (med deres Bill., afb. i Kinch, Ribe II); 4) Epit. over Raadmd. Mogens Grave, † 1635; 5) Epit. over Præsten Lauge Andersen Vedel, † 1648; 6) Epit. over Rektor Anders Romdrup, † 1649, Dr. Ludv. Pouch, † 1681, og deres Hustru (med Bill. i Knæst., afb. i Kinch, Ribe II); 7) to Malerier fra et Epit. over Borgmester Hans Nielsen Friis, † 1650, og Hustru (med Brystbill., afb. i Kinch, Ribe II); og 8) Mindetavle i Marmor over H. A. Brorson, udf. af H. E. Freund, indsat 1894 (hel Figur med Harpe). — Desuden besidder Kirken Malerier af flg. Ribebisper: Hans Tausen, † 1561, Hans Laugesen, † 1594, Iver Hemmet, † 1629, E. Monrad, † 1650, Peder Kragelund, † 1681, Ancher Anchersen, † 1701, Chr. Muus (?), † 1717, Johs. Ocksen, † 1738, S. Middelboe, † 1811, Tage Chr. Müller, † 1849, J. B. Daugaard, † 1867, og C. F. Balslev, † 1895. Fremdeles Malerier af Erik Emune, Chrf. I, Luther, Melanchton, Christus som Barn, den korsfæstede og Dommedag, samt to Series pastorum og to Series episcoporum.

Paa Ligsten er Kirken særlig rig. De fleste ere i 1902 opstillede langs de yderste Sideskibes Ydermure, nogle i det store Taarns Underrum og op mod Marietaarnets ind mod Kirken vendende Mure; flere ligge i de nævnte Sideskibes Gulv, og nogle ere opstillede i den bevarede Del af Omgangen. Ved det sydligste Sideskibs Mure staa fra V. til Ø.: 1) en ældre, delvis omhugget Sten over Præsten Jens Pedersen Grundet, † 1565, og hans Søn Jens, † s. Aar, med Bill. af et Skelet omgivet af Øgler og Tudser; Stenen, fra c. 1500, laa oprindelig over Kanniken Jens Pedersen fra Horsens, men dennes Dødsaar ses ikke; 2) over Dekanen Gunde Lange, † 1547; 3) Kanniken Niels Torkildsen, † 1553; paa Stenen er senere indhugget en Gravskrift over hans Søn Oluf Nielsen, Borger, † 1587; 4) Studiosus Anders Nielsen, † 1559, ogsaa Søn af Niels Torkilsen; 5) Biskop Poul Madsens 2. Hustru, Dorothea, † 1563, og 3. Hustru, Katarine, † 1567; 6) Borgmester Jens Hegelunds 1. Hustru, † 1562, Datter af Peder Ibsen; 7) meget udslidt Sten, mulig over Klaus Sested til Spannetgd. og Hustru Lisbet Juel, † 1565 (med deres Fig. i Legemsst.); 8) Biskop Hans Laugesen, † 1594, og Hustru; 9) utydelig; 10) Borger Anders Bundsen, † 1618, og Hustru; 11) Borger Hans Lassen Lime, † 1616; 12) Borger Jon Pedersen Trellund, † 1628, og Hustru samt Søn Raadmd. Jens Jonsen, † 1655, og dennes Hustru; 13) Ærkedegnen Ægidius Lauridsen, † 1627, Hustru og Datter; 14) Biskop Iver Hemmet, † 1629, og Hustru; 15) Tolder Chrf. Kjeldsen, † 1634, og to Hustruer; 16) Raadmd. Mads Pedersen Roed, † 1635, og Hustru; 17) Præst og Ærkedegn Hans Olufsen, † 1636, og Hustru; og 18) Handelsmd. i Hamburg Joach. Stampel, † 1645 (paa Skillemuren ind til Skeels Kapel). I samme Skibs Gulv ligge flere Sten, deribl. 1) Kirkens ældste Ligsten, fra romansk Tid, med hvælvet Overflade (se Løffler, Gravst. Pl. XVII); 2) en prægtig Sten (paa oprindl. Plads, noget hævet over Gulvet) over Biskop Iver Munk, † 1539 (Bill. i Legemsst.), 3) Konrektor Peder Terpager, † 1738, og Hustru; 4) Rektor Hans Rosenberg, † 1687, og Hustru; 5) Rektor og Præst i V.-Vedsted Christen Lauridsen Aagaard, † 1664, og Hustru; 6) Biskop Laurids Thurah, † 1731; samt 3 af de middelalderlige Ligsten, der oprindl. have været dækkede med kostbare udgraverede Messingplader, og af hvilke der mindst har været 4 (den 4. ligger i det nordligste Sideskibs Gulv); nu mangle fuldstændig Messingpladerne. Den ene af disse Sten har ligget over Chrf. I (se ndfr.), de andre over: 1) Borger Herbert Sommer, † 1296, 2) Ridder Hans Limbek, † 1350, og Hustru (se S. 691), og 3) Borgmester Anders Bundesen, † 1363, og Hustru (se S. 691). En Sten over Biskop Peder Hegelund, † 1614, og Hustruer, vil blive opstillet i den sydl. Korsfløj. I det nordligste Sideskib ere opstillede langs Ydermuren fra Ø. til V. Ligsten over 1) Biskop Hans Borchardsen, † 1643; 2) Rektor Anders Romdrup, † 1649, og Hustru; 3) Borgmester Hans Nielsen Friis, † 1650, og Hustru; 4) Rektor og Præst i V.-Vedsted Christen Nielsen Friis, † 1653, og Hustru; 5) Præst Lauge Andersen Vedel, † 1648, og Hustru (med Bill. i Knæst.); 6) Præst Søren Andersen Vedel, † 1653, og Hustru; 7) Slotsskriver Jørgen Pedersen, † 1650; 8) Borgmester Anders Hansen Svane, † 1657, og Hustru; 9) Raadmd. Laur. Christensen Friis, † 1659, og 2 Hustruer; 10) Raadmd. Jørgen Hansen Ostindiefarer, † 1689, og Hustru (Bill. i Knæst.); 11) Tolder Maturin du Pont, † 1672; 12) Raadmd. Jens Mortensen, † 1672, Hustru og Søn; 13) Peder Jensen Terpager, † 1667; og 14) Handelsmd. Jens Pedersen, † 1691, Hustru og Datter. I s. Sideskibs Gulv ligger foruden den ovenn. Sten, tidligere med Messingplade, bl. a. en Ligsten over Raadmd. Anders Pedersen Spandets Enke Mette Lund, † 1643 (en ældre Sten er her benyttet). I det inderste nordl. Sideskibs Vestmur er indsat 3 Sten over: 1) Borgmester Jesper Hansen, † 1677, og 1. Hustru (Stenen lagt 1679 af hans 2. Hustru); 2) Biskop Peder Kragelund, † 1681; og 3) Dr. Ludv. Pouch, † 1681, og Hustru. I Marietaarnets ind mod Kirken vendende Sider staa 4 Ligsten over 1) Biskop Hans Tausen, † 1561 (med Brystbill.), bekostet 1663 af Ludv. Pouch i Stedet for en ældre, der var bleven ødelagt; 2) Historiografen Hans Svaning, † 1584, og Hustru; 3) Bertel Lauridsen Linds Hustru Anna Hansd., † 1694; og 4) Præsident i Ribe, Kannik Matth. Worm, † 1707, og Hustru. I det store Taarns Underrum staa 5 Ligsten over 1) Handelsmd. og Overformynder Gøde Hansen, † 1701, og Hustru; 2) Handelsmd. Niels Knudsen, † 1706, og to Hustruer; 3) Biskop Ancher Anchersen, † 1701; 4) Lærredshandler Anders Pedersen Weise, † 1 795, og Hustru; og 5) Handelsmd. og Overformynder Peder Madsen Fridsch, † 1709, og Hustru (en ældre Ligsten benyttet). — I den bevarede Del af Omgangen er der opstillet Ligsten over 1) Hans Nielsen Kalhauge, † 1792, og Hustru (en ældre Ligsten benyttet); 2) Rektor Christen Rasmussen Brod, † 1651, og Hustru; 3) Guldsmed Joh. Hansen Buch, † 1715, og Hustru; 4) „Guds Ords Tjener“ Jak. Hansen Buch, † 1674; 5) en ulæselig Sten (med en Mands- og Kvindefig. i Legemsst.); og 6) Raadmd. Oluf Pedersen Roed, † 1620, og Hustru. Desuden findes her to romanske Ligsten, af hvilke den ene længe har ligget udenfor Kathoveddøren, samt en af Tegl muret Gravkiste, med Rester af malede Fremstillinger indv., funden 1886 i sydl. Sideskib.

Af historisk bekendte Personer, der have været begravede i Kirken, nævnes foruden de alt omtalte: Erik Emune, † 1137, der skal være begravet i den nordl. Korsfløjs Mur; en Undersøgelse i 1830 af en Gravniche i Muren lige Ø. for den nordl. Kirkedør, som man paaviste som hans Grav, bekræftede ikke Traditionen; derimod fandt man der foruden nogle Menneskeben 3 smaa, mandelformede Blyplader, i hvilke vare indridsede Navnene paa de 3 i Kirken begravede Bisper Odinkar, † 1043, Nothold, Bisp fra 1134, og Asser, † 1142 (Pladerne findes nu i Nationalmuseet). Chrf. I, † 1259, blev begravet i Koret midt under Kuplen, hvor Graven dækkedes af den ovennævnte Sten med Messingplade. Ved en Undersøgelse 1843 af den formentlige Grav, gentaget 1901, viste det sig, at en stor, hvid Marmorsten (Bordpladen af det tidligere Alter) dækkede over en mindre Ligsten af blaaagtig Sandsten, som bar Mærker af tidligere Metalbeklædning, og denne dækkede atter over en aflang trapezformet Stenkiste med Rester af Ben; ved den sidste Undersøgelse kom man dog til det Resultat, at det ikke kunde være Kongens Grav, da Stenkisten var ældre end 1259 og Ligstenen formentlig yngre, maaske den ovenfor omtalte over Herbert Sommer (se Indbertn. i Nationalmuseets Arkiv). Foruden de alt nævnte Biskopper vare de fleste andre Ribebisper ogsaa begravede i Kirken, deribl. Iver Munk og Hans Tausen; den første blev begravet i St. Birgittes Kapel, hvor nu hans Ligsten ligger (se S. 691). Da Graven aabnedes 1886, fandtes der bl. a. ret velbevarede Rester af Bispehuen.

Den S. 691 omtalte „Lindegaard“ benyttedes som Kirkegaard, indtil 1807, da den nuv. Kirkegaard toges i Brug. Men desuden var Domkirken ogsaa paa de andre Sider omgiven af Kirkegaarde, af hvilke den sidste Rest, N. for Kirken, ligeledes nedlagdes 1807.

Ved Domkirken, der ejer sig selv, er ansat en Sognepræst og en residerende Kapellan, hvilken sidste tillige er Sognepræst til Seem. Kirken ejede ved Udg. af 1902 i Kapitaler 23,489 og i Legater 5015 Kr. samt i Jorder 21 1/2 Td. Ld. Eng; dens Gæld var 4931 Kr. Domkirken er brandforsikret for 800,000 Kr.

Litt.: P. T. Hanssen, Efterretn. ang. Byen Ribe, i Katedralskolens Progr. 1831. — P. N. Frost, Efterretn. om R. Domkirke, Kirkens Sognepræster og Biskopperne i R. Stift, Ribe 1841. — N. Høyen, R. Domkirke, i „Dansk Ugeskrift“, 2. R. II S. 17 flg. — P. Adler, Om R. Domkirke, i „Dansk Folkekal.“, 1843 S. 135 flg. — J. Helms, R. Domkirke, i „Danske Mindesmærker“. Kbh. 1870. — J. B. Løffler, Udsigt over Danm. Kirkebygn. S. 55 flg. — Den danske Turistforenings Aarsskrift, 1902 S. 107 flg. — Desuden de under Ribe Købstad nævnte Bøger af P. Terpager, M. Galthen og J. Kinch.


Eksterne Link

Hentet fra "https://www.danskeaner.dk/wiki/index.php?title=Ribe_Domsogn&oldid=8899"