Læsø Herred

Fra Wiki for Slægtsforsker
Skift til: Navigation, Søgning
Læsø Herred

Læsø Herred var en del af det tidligere Hjørring Amt og det nuværende Region Nordjylland.

Læsø hørte i middelalderen under Vendsyssel, senere kom det under Ålborghus Len, og fra 1660 Ålborghus Amt. I 1707 lagdes det under Hald Amt, Øen hørte under Viborg Stift, men ved Viborg Amts oprettelse i 1794 blev det flyttet til det året før oprettede Hjørring Amt.

I Læsø Herred ligger følgende sogne:

Følgende beskrivelse af Horns Herred er fra Trap Danmark 3 udgave.

Øen Læsø, den største og nordligste af Øerne i Kattegat, ligger omtrent 2 1/2 Mil fra det nærmeste Punkt paa den jydske Kyst, 3 Mil Ø.S.Ø. for Sæby, 4 Mil S. Ø. for Frederikshavn, 8 1/2 Mil N. for Øen Anholt, 22 Mil N. V. for Helsingør og 9 Mil S. V. for Gøteborg, under 57° 17′ 57,7″ n. Br. og 1° 33′ 34,7″ v. L. for Kbh. (beregnet for den trig. Station paa Højsande). Den har en meget uregelmæssig Form, løbende smalt til mod N. Ø. i Syrodde; den største Udstrækning fra V. S. V. til Ø. N. Ø. er omtr. 3 Mil, den største Bredde fra N. til S. noget over 1 Mil. Øens Overflade er lavtliggende og meget jævn, naar undtages Klitterne paa Vest- og langs med Nordkysten; det højeste Parti ligger ved Nordkysten, det saakaldte Højsande, der hæver sig til 88 F., 28 M.; mod N. Ø. uden for Højdepartiet ligger i Nærheden af Syrodde Jegens Høj, 30 F., 9,5 M., og Danzigmand, 38 F., 12 M. I det hele minder Øen i høj Grad om nørrejydsk Natur. Mod N. falder den stejlt af, mod S. V. og S. skraaner den jævnt ned til den lave Kyst. Mod S. ligge nogle lave, ubeboede Holme, de saakaldte „Rønner“, nemlig Vester- og Sønder-Nyland, Færøn, Kringelrøn, Langerøn og noget sydligere Hornfiskerøn; kun den sidste og S.-Nyland kunne dog endnu betragtes som Øer, idet de andre blot skilles fra Læsø ved smalle, lave Render („Løb“ eller „Floder“), der næsten helt ere tilsandede og alene ved Højvande have Vand. Øen er omgiven af langt udskydende Rev og Flak, der meget vanskeliggøre Sejladsen i Kattegat. Fra den østl. Del af Nordkysten udskyder Læsø Nordøstflak omtr. 1 Mil mod N. Ø., og N. Ø. for Syrodde ligger en af Kattegats farligste Grunde, den lille Stengrund Læsø-Trindel, uden for hvilken ligger et Fyrskib (udlagt 1829; det første danske Fyrskib; hvidt Blink fyr, Flammens Højde 30 F., Lysvidden 2 3/4 Mil) med Taagesignal. Fra Øens Nordvesthjørne, Holtemmen, udgaar mod N. det over 1 Mil lange Sandrev Rønnerev, paa hvis Yderende ligge de smaa, græsklædte Holme Nordre-Rønner, nemlig Langholm, Spirholm, Store og Lille Stenholm og Burfeld; paa Spirholm er 1880 opført et Fyr (5 7 F. højt, rundt Granittaarn, vekslende rødt og hvidt Fyr; Fl. Højde 50 F., Lysvidden over 3 Mil) med Taagesignal. Fra Øens Vestspids udgaar omtr. 1 Mil mod N. V. Læsø Nordvestrev. Den flade Sydkyst fortsættes S. for Øen i et stort Flak, hvorpaa den ovennævnte Hornfiskerøn ligger, og som paa et Areal af omtr. Øens Størrelse kun har indtil 6 F. Vand. Endelig ligger omtr. 2 3/4 Mil S. Ø. for Læsø en meget farlig Grund Kobbergrunden, nogle smalle Sandplader med kun 8-9 F. Vand; ved Grunden er 1854 udlagt et Fyrskib (hvidt Blinkfyr; Fl. Højde 30 F., Lysvidden 2 3/4 Mil) med Taagesignal. Som Helhed er Øen meget ufrugtbar (omtr. 65 Td. Ld. paa 1 Td. Hrtk.); navnlig gælder det Nordlandet, der næsten helt er udyrket Hede, Flyvesand og Kær; frugtbarere er Sydlandet, hvor de overvejende sandmuldede Jorder, med Underlag af hvidt Sand, enkelte Steder af Ler, vel lide under de uheldige Afløbsforhold, men i senere Tid ere en Del forbedrede ved Udgravning og Regulering af de smaa Vandløb. Øen er omtr. helt blottet for Skov. Efter Opgørelsen 1896 var Fladeindholdet 20,424 Td. Ld. (2,05 □ Mil, 112,6 □ Km.). Ager og Engs Hrtk. samt halv. Skovskyldshrtk. var 1/1 1895 289 Td. Folketallet var 1/2 1890 2724 (1801: 1563, 1840: 2204, 1860: 2615, 1880: 2695). I gejstlig Henseende hører Øen under Horns Hrd.’s Provsti. I verdslig-administrativ Henseende udgør det et eget Birk med en Birkedommer, som tillige er Skriver, og hører under Hjørring Amtstue- (Hjørring) og Læsø Lægedistrikt, 7. Landstings- og Amtets 2. Folketingskr. samt dets 10. Forligskreds. Øen udgør et eget Branddirektorat og hører under Frederikshavns Toldsted med en egen Toldoppebørselskontrollør.

Af Fladeindholdet vare 2769 Td. Ld. besaaede (se i øvrigt under Sognene) og 2030 Afgræsn., Høslæt, Eng, Brak osv., 35 Have, 64 Skov, 34 ubevokset, 259 Moser, Kær og Fælleder, 15 Hegn, 10,956 Heder, 1313 Flyvesand, 2682 Stenmarker, 256 Veje og Byggegr. og 11 Vandareal. Kreaturholdet var 15/7 1898: 480 Heste, 1882 Stk. Hornkvæg, 3955 Faar, 881 Svin og 16 Geder. Jordbrug, Handel og Fiskeri ere mindre betydelige, hvorimod Søfart er en vigtig Næringsvej. Jordbruget (1890 levede 1172 af dette), der tidligere udelukkende besørgedes af Kvinderne og Tyendet, medens Mændene vare til Søs eller om Vinteren syslede i Huset, har som ovenfor omtalt store Vanskeligheder at kæmpe med; dog har det i de senere Aar bedret sig en Del, om ogsaa det endnu til Dels drives paa forældet Maade. Fiskeriet, hvoraf 174 levede i 1890, er ikke stort, dels vel fordi Fiskerigdommen er aftagen, dels fordi Øen er omgiven af store Grunde, saa at man maa gaa langt ud og kun kan benytte smaa, fladbundede Baade; en Hjælp for Fiskeriet har i de senere Aar været den 1872 anlagte Havn paa Nordvestpynten, idet Baade og Redskaber tidligere maatte slæbes paa Land, naar de ikke vare i Brug. Forbindelsen med Frederikshavn, hvortil der nu daglig gaar Postdamper, er derved ogsaa bleven betydelig lettet. Efter Fiskeriberetningen 1897-98 var der i alt 125 Fiskere; de fiskede især Torsk, Rødspætter, Skrubber, Hornfisk og Hummer, til en Værdi af 22,663 Kr. (1899: 59,975 Kr.) og havde 2 Kuttere, 5 Dæksbaade og 59 mindre Fartøjer. Af Søfart levede 1890 585. I alt Fald tidligere var enhver Læsøbo Sømand, som navnlig holdt af at gaa i Langfarter. Folkene ere bekendte som udmærkede Sømænd. Strandingerne, som før indbragte Beboerne ikke saa lidt i Bjærgeløn, ere nu meget færre paa Grund af de gode Fyr. En ringe Indtægtskilde have Beboerne i Jagten, navnlig paa Gæs og Ænder, der findes ved nogle Smaasøer oppe i Højsande og paa Rønnerne mod S. Der findes paa Øen mange Ræve og Harer, derimod slet ingen Rotter.

Af vigtigere fremmede Varer fortoldedes bl. a. 1898: 2016 Pd. Kaffe og 1413 Pd. Sukker; men for øvrigt indføres de fleste Forbrugsartikler fortoldede. Til indenlandske Steder uden for Øen udskibedes bl. a. 13,814 Pd. Flæsk, 4679 Pd. Kød, 311 Td. Smør, 28,848 Snese Æg, 675 Stk. Svin og Grise, 2323 Pd. Uld, 7261 Pd. Hader og Skind, 5406 Pd. Hummer, 2800 Pd. Hornfisk og 18,000 Stk. Mursten. Ved Udgangen af 1898 var der hjemmehørende 79 Fartøjer og maalte Baade paa i alt 342,2 Tons, deribl. 1 Dampskib paa 31,2 T. med 25 H. Kraft. I udenrigsk Fart indkom 13 Skibe med 132 T. Gods og udgik 12 Skibe uden Ladning; i indenrigsk Fart indkom 379 Skibe, af hvilke 312 Dampskibe, med 1728 og udgik ligesaa mange med 886 T. Gods. Told- og Skibsafgifterne udgjorde 1898, efter Fradrag af Godtgørelser, 1747 Kr. og Krigsskatten af Vareindførselen 92 Kr., i alt 1839 Kr. (341 Kr. mindre end i 1897).

Historie. Læsø — i et islandsk Haandskrift fra 13. Aarh. kaldet Hlersey; andre ældre Former: Leshø, Lesø, Løshø, Leszøø osv. —, som Edda lader være Sæde folden gamle Jætte Hle eller Hier og Mødested for Guderne, har allerede været bebygget i en tidlig Del af Stenalderen, hvad der fremgaar af, at der paa Højdedraget mod N. er opsamlet adskillige Flintredskaber af ældre Stenalder Former; ligeledes er der fundet en Del yngre Stenalders Flintsager, hvorimod der mærkeligt nok ikke vides at være gjort Fund af Oldsager fra Bronce- og Jærnalderen. Fra Middelalderen have vi mange Beretninger om Øen. Den omtales allerede 1051, da Harald Haarderaade ved sit Sammenstød med Svend Estridsen ved Læsø kastede de danske Fanger i Vandet for at faa Tid til at undslippe; ligeledes er dens Navn knyttet til en Søtræfning, som den norske Kong Harald Gille leverede her 1134, og 1199 forfulgte Kong Sverre Baglerne helt ned til L., efter at have overvundet dem. Allerede i den tidligere Middelalder blev Øen Gods under Gejstligheden. Efter en ikke helt paalidelig Beretning skal den være bleven skænket til Viborg Domkapitel af den 1132 afdøde Bisp Eskil. I alt Fald ejede Kapitlet Øen omkring Aar 1200, thi flere Aar før 1219 solgte det en Fjerdedel af Øen til Vitskøl Kloster, idet Kong Vald. II det anførte Aar sendte Abbed Gunner derover for at bilægge en Strid mellem de to Stiftelser om Grænserne for deres Besiddelser, Engene, Skovene og Jagtretten. Vitskøl Kloster beholdt i alle Tilfælde sin Fjerdedel (1252 fik det af Chrf. I Bekræftelse paa Besiddelsen), og 1274 blussede Striden atter op i Anledn. af et Kapel, som Vitskølmunkene havde ladet opføre paa Øen (maaske Byrum Kirke), og hvorved Kapitlet havde følt sig krænket; Striden blev vel bilagt i Mindelighed paa Kirkeforsamlingen i Lyon s. Aar; men Faren for ny Strid var der dog stadig, indtil Vitskøl af Pengetrang 1320 maatte sælge sin Part til Viborg Kapitel, der i den oprindelige Købekontrakt havde betinget sig Forkøbsret og saaledes atter kom i udelt Besiddelse af Øen. Under Krigene mellem Danmark og Norge i Slutn. af 13. og Beg. af 14. Aarh. udstedtes der oftere, saaledes 1293, 1300 og 1336, Beskærmelsesbrev for de viborgske Kanniker paa øen af de norske Konger. Men samtidig med Striden med Vitskøl Kloster havde Viborg Kapitel ogsaa haft Rivninger med øens højeste gejstlige Myndighed. Børglumbispen, under hvis Stift den hørte fra tidligst Tid, men hvis Overhøjhed Viborg nødig vilde anerkende. Det var dog først i Slutn. af 14. Aarh, at denne Strid brød ud for Alvor, og virkelig lykkedes det Kapitlet at frigøre sig for Overhøjheden, da Børglumbispen Svend 1394 afstod det alle biskoppelige Rettigheder over Øen mod en aarl. Afgift af 2 Mark Sølv; men hans Efterfølger, Bisp Peder, vilde ikke anerkende Forligets Gyldighed og foer frem med en saadan Voldsomhed baade mod Øens Indbyggere og mod Viborgs Bisp og Kapitel, at dette vilde indstævne Sagen for Paven, hvad dog ikke skete, idet Dronn. Margrethe bilagde Striden 1400, saaledes at Kapitlet fik de biskoppelige Rettigheder over Øen i 10 Aar, hvorefter de skulde tilbagegives Børglumbispen. Dette skete ogsaa, og Børglumbispen havde ubestridt Højhedsretten i den flg. Tid; vel udbrød der atter Strid 1523, da Bisp Stygge Krumpen banlyste Kapitlet, fordi det ikke vilde udrede en Ekstraskat til ham, men det var ikke, fordi Kapitlet benægtede Bispens Højhedsret, men paa Grund af det usædvanlige i Paalægget. Fordringen blev ogsaa erklæret for uhjemlet af andre gejstlige, men uden Virkning, og Børglumbispen vedblev at nyde Bispetiende af „Vor Frue Land“, som Øen kaldtes. Først efter Reformationen kom Øen ind under Viborg Bispedømme, uden at der dog kendes noget bestemt Kongebud om det, og her blev den, indtil den 1844 lagdes ind under Aalborg Stift, Horns Herreds Provsti, under hvilket de tre Sogne danne eet Pastorat. Domkapitlet har dog endnu den Dag i Dag Afgifter af Øen (Kongetiende og Landgilde). — I verdslig Henseende hørte Øen i Middelalderen til Vendsyssel, senere til Aalborghus Len og fra 1660 til Aalborghus Amt, indtil den 1707 lagdes ind under Hald Amt; ved Viborg Amts Oprettelse 1794 blev den lagt ind under det Aaret i Forvejen oprettede Hjørring Amt.

Efter et Sagn skal Dronning Margrethe en Gang paa en Rejse fra Norge være strandet paa Øen eller bleven hjulpen af Læsøboerne ved en Stranding ved Skagen, hvorfor hun skænkede dem Privilegier, der ifl. Danske Atlas skulle have bestaaet i, at Læsøboerne bleve Arvefæstere, og Sagnet bekræftes for saa vidt, som Kapitlets Fæstere, i Modsætning til den Tids sædvanlige Forhold, vare Arvefæstere i Middelalderen.

Øen har i Middelalderen set en Del anderledes ud end nu, og der har rørt sig et Liv, som var en Del forskelligt fra vore Dages. Den var da bedækket af store Fyrreskove (Øen var det Sted, hvor Fyrren holdt sig længst), navnlig mod Ø. ved „Furnes“; den har været ret frugtbar, ogsaa i den nu øde nordl. Del (Navne som Øster- og Vester-Foldgaard oppe i Højsande vidne om, at der har ligget en Landsby), og Jagten har ikke været ringe (af Vald. Jrdb. ses, at der har været Hjorte paa Øen). Men Skovene bleve efterhaanden ødelagte af Beboerne ved deres skaanselsløse Graven Tørv i dem og ved deres Hugst til Brug for Saltsydningen, som var en meget vigtig Indtægtskilde for Beboerne og ogsaa for Viborg Kapitel, der anviste Saltkedlerne og lode dem gaa i Arv og Eje mod en aarl. Saltafgift for hver Kedel („Kapitelsalt“, „Fogedsalt“, „Helligsalt“ osv.). Kapitlet havde sit eget Skib, som foer paa Læsø 3 Gange aarl. for at hente Saltet, 18 Læster hver Gang; et af dets Medlemmer, „Procurator Lessoviæ“, opholdt sig stadig derovre, paa Klitgaard, og i Nærheden var der bygget et Hus for Fogden, „Kapitelshuset“. Desuden havde mange, baade Klostre, som Dueholm og Mariager, og Privatmænd, mindre Andele („Afgjerd“) i Kedlerne. I det hele betalte Læsøboerne vistnok hovedsagelig deres Afgifter i Salt. Salttilvirkningen fremkaldte et livligt Handelsrøre, og mange fremmede baade fra Jyllands og Hallands Byer kom aarl. til Øen for dens Skyld. Et Vidnesbyrd om Livet der have vi ogsaa i, at der i Middelalderen var et St. Knuds Gilde (Sigilstemplet, fra 14. Aarh., er i Nationalmus.). Hvor stor Produktionen har været, ses af, at Bisp Tyge af Børglum 1330 fik 14 Læster Salt paa een Gang for at tillade nogle ellers forbudte Ægteskaber, og hvor stor Betydning Saltudførslen havde, kan ses af, at det under Christian II’s Krig med Sverige under Livsstraf var forbudt at sælge Salt til eller have nogen Handel med svensk Mand. Baade Kongen og Kapitlet kæmpede dog mod den hensynsløse Hugst i Skovene, men forgæves, og ved Midten af 17. Aarh. var Salttilvirkningen for største Delen ophørt, da Brændslet var sluppet op (Tilvirkningen foregik ogsaa til Dels ved Solvarmen; endnu i 18. Aarh. var der nogen Produktion), og Øen forarmedes; 1652 vedtoge Beboerne at svare Pengeafgifter i Stedet for Salt og afskaffe Saltkedlerne. Landgilden til Kapitlet blev ved Reskr. af 9/9 1735 fastsat til 300 Rd. 41 Sk. Af de fordums Skove findes nu kun Levning i en lille Lund N. for Byrum, bestaaende især af Bævreasp og El, ogsaa af Birk, Ask og Eg, men ikke Bøg, som helt mangler paa Øen. Heller ikke Tørvemoser findes der saa at sige mere, og det almindeligste Brændsel er Lyngtørv, hvorved Jorden stadig mere udmagres. En Følge af Skovenes Forsvinden var Sandflugten, som vi allerede høre omtale i Kongebreve af 1536 og 1544 (se ogsaa S. 192), og den vedblev i 17. og 18. Aarh., da J. U. Røhl (se om ham II S. 95) gentagne Gange (1726 og 1741) tilbød at dæmpe den ved Plantning af Fyr og Rødgran, men blev afvist af Regeringen (se Oppermann, i Tidsskr. for Skovvæsen 1899, Majhæftet). Først i de senere Aar er der ved Hedeselskabets Bestræbelser begyndt Plantning.

Strandinger have ogsaa sikkert tidligere været en betydelig Indtægt for Beboerne og Viborg Kapitel, hvilket sidste havde Vragsretten for de nærmere Grundes Vedk. (de fjærnere, som Trindelen, vare Kongens). Flere Gange udstedes Kongebreve om, at Læsøboerne have taget for ublu Bjærgeløn. Bing omtaler i sin nedennævnte Bog 86 Strandinger i Aarene 1780-1800; 1858-88 forekom der i alt 624 Strandinger, hvoraf 239 vare totalt Forlis. Men nu ere de sjældnere paa Grund af de gode Foranstaltninger. Allerede tidlig havde Regeringen Øje for, at der maatte gøres noget for de søfarende; 8/6 1560 udgik der Kongebrev om, at der ved Trindelen skulde udlægges en Tønde med Klokke, og Dagen efter fik Viborg Kapitel Ordre til at træffe Aftale med „nogle forstandige Bønder“ paa Læsø om at passe paa Tønden, tage den op om Vinteren og lægge den ud om Foraaret, om hvilket sidste Punkt Kapitlet flere Gange blev mindet; 1569 og 1570 fik Lensmanden paa Aalborghus Paabud om paa Kongens Bekostning at holde Tønden i Stand med Ankre, Jærnlænker o. a., og at bringe den paa Plads, hvis den af Stormen skulde blive dreven bort. Aar 1651 blev der under Tilsyn af Fyringsforvalter P. Jensen Grove indrettet paa Læsø et „Lygteværk“ (to Glaslanterner, der ved Hjælp af Tove kunde hidses til Vejrs, og hvori der brændtes Talglys); det tændtes første Gang 16/11 (se Arent Berntsen, Danm. oc Norgis Fructbar Herlighed, I S. 107, og V. A. Secher, Det d. Fyrvæsens Hist., i Saml. til j. Hist. 3. R. II). Om Nutidens Fyr og Redningsstationer se ovfr.

Under Krigen 1807-14 dannede Læsøboerne en Kystmilits, som afholdt Fjenden fra at lande paa Øen.

Læsøboerne, der omtales for deres ranke Holdning og kønne, ofte fine Ansigtstræk, have, som det tit er Tilfældet paa de smaa, afsides liggende Øer, bevaret en Del Særegenheder i Skikke, Dragt og Levemaade. Som en Ejendommelighed maa omtales deres Byggemaade. De ældre Huse, som dog i den senere Tid vige for mere bekvemme Boliger, ere lange, hvide Bindingsværksbygninger med mange grønmalede Vinduer lige under Tagskægget og vældige, ofte flere Al. tykke Tage af Bændeltang, som naa omtr. ned til Jorden og have Udskæringer til Døre og Vinduer; Tagene, der ere bevoksede med Græs og Blomster, benyttes til Udsigtspunkter, ja endog til Kaffeselskaber. Nye Tangtage bygges (Husene „tænges“) dog ikke mere, bl. a. fordi der ikke er den gamle Overflod paa Tang.

Litt.: L. H. Bing, Phys. og økonom. Beskr. over Øen L., Kbh. 1802. — Deichmann Branth, Fyrreskovens Undergang paa Læsø, i Bot. Tidsskr. 1872. — A. Heise, Diplomatarium Vibergense, Kbh. 1879 (se ogsaa Saml. til j. Hist. X S. 21 flg.). — V. Bang, En Birkedommer som Drabsmand, en Kriminalsag fra L. i 17. Aarh., i Saml. til j. Hist. IX S. 243 flg. — Th. A. Müller, Et Par Studier fra L., i „Dania“, III S. 1 flg. — Beskr. til geol. Kort over Danm., Kortbladene Læsø og Anholt, ved A. Jessen, Kbh. 1897. — C. B., En Udflugt til L., i Fædrelandet 26.-28. Aug. 1868. — A. Riis Carstensen, Læsø, i M. Galschiøt, Danm. i Skildr. og Bild. — B. Janssen, En mærkelig Ø, i „Jylland“ 1892, S. 165 flg.




Se også

Se også