Enevælde

Enevælde (også absolutisme eller autokrati) betegner styreformen i de fleste europæiske stater fra 1600-tallet til begyndelsen af 1800-tallet.

Enevælden i Danmark blev indført efter en række politiske uroligheder i 1660 under Frederik 3. og afskaffet i 1848 ved en fredelig revolution efter Christian 8.s død.

I 1660 lå landet i ruiner efter krigene mod svenskerne, men kongen nød stor popularitet, og på et stændermøde i København blev det, på trods af modstand fra adelen, besluttet at gøre tronen arvelig og at give kongen enevældig magt. Dette kunne kongemagten gøre med henvisning til de pligter, adelen havde haft siden indførelsen af feudalvæsnet. Det var en magtfordeling, som gav de adelige en række fordele og rettigheder, som de fik for at gøre krigstjeneste. Under svenskekrigene havde den danske adel vist sig helt uduelig i krig, og kun borgernes indsats havde reddet København.

Med enevældens indførelse mister "den gamle adel" meget af deres indflydelse og flere gamle privilegier afskaffes. En ny række privilegier indføres på den anden side over for en ny type adelsmænd (friherrer), som adles af kongen til gengæld for tro tjeneste i det enevældige system.

Som modellen på et enevældigt styre ses ofte Frankrig under Ludvig 14. af Frankrig. (kaldet solkongen), som tilskrives sloganet "Staten, det er mig". Det er dog værd at bemærke, at der under Ludvig 14. fortsat blev øvet en hel del indflydelse af den franske adel gennem de såkaldte parlamenter, der godkendte lovgivning for deres enkelte geografiske områder.

Den engelske politiske filosof Hobbes har leveret et teoretisk forsvar for enevælde. I bogen Leviathan (Hobbes) gør han sig til talsmand for den tanke, at det organiserede samfund er resultatet af en kontrakt mellem borgerne, der overdrager al magt til staten. Borgerne opgiver deres autonomi for at undslippe naturtilstanden, hvor livet ifølge Hobbes var kendetegnet ved alles kamp mod alle - og derfor brutalt og kort.

Den franske filosof og retslærde Montesquieu regner (det enevældige) monarki som anderledes end et egentligt despoti, i det han bl.a. fremhæver, at der i tilfældet monarki er indgået en aftale mellem folket og kongen, mens den despotiske hersker selv har taget magten (f.eks. ved et militærkup).