Ebeltoft Landsogn

Fra Wiki for Slægtsforsker
Version fra 2. maj 2014, 15:04 af WikiAdmin (diskussion | bidrag)

(forskel) ←Ældre version | se nuværende version (forskel) | Nyere version→ (forskel)
Skift til: Navigation, Søgning

Ebeltoft Landsogn Sogn er et nedlagt sogn i Syddjurs Provsti (Århus Stift). Sognet er nu en del af Ebeltoft Sogn i Syddjurs Kommune; indtil Kommunalreformen i 1970 lå det i Mols Herred (Randers Amt). Sognet havde ingen kirke, derfor er kirkelige handlinger indført i kirkebog for Ebeltoft Sogn.

Som medlem af www.danskeaner.dk kan du se ane/efterslægts tavler for de personer der er tilknyttet sognet via denne liste


Følgende beskrivelse af Ebeltoft Landsogn er fra Trap Danmark 3 udgave.

Æbeltoft Landdistrikt bestaar af Sydspidsen af Halvøen Hassens, omgiven mod N. V. og N. af Draaby Sogn og Æbeltoft Købstadjorder, i øvrigt af Kattegat, samt af Øen Hjælm, der ligger 3/4 Mil Ø. for Halvøens Sydspids Hasenøre („Ørhagen“). De paa Halvøen højtliggende og bakkede Jorder (Hjulbjærg, 162 F., 51 M.) ere overvejende sandede; mod S. er Egnen („Øer“) jævn. Lidt Skov (Elsegaarde Sk.). Om Hjælm se ndfr.

Fladeindholdet 1896: 2324 Td. Ld., hvoraf 744 besaaede (deraf med Rug 203, Byg 121, Havre 233, Boghvede 22, Spergel 10, Frøavl 9, Blands. til Modenh. 18, Grøntf. 37, Kartofler 26, andre Rodfr. 63), Afgræsning 668, Høslæt, Brak, Eng m. m. 319, Have 9, Skov 52, Moser 6, Kær og Fælleder 397, Heder 64, Stenmarker 30, Veje og Byggegr. 34 Td. Kreaturhold 1898: 102 Heste, 449 Stkr. Hornkvæg (deraf 237 Køer), 801 Faar, 210 Svin og 12 Geder. Ager og Engs Hartk. og halv. Skovskyldshrtk. 1895: 91 Td.; 15 Selvejergde. med 75, 25 Huse med 11 Td. Hrtk. og 8 jordløse Huse. Befolkningen, 1/2 1901: 244 (1801: 104, 1840: 129, 1860: 203, 1890: 237), boede i 39 Gaarde og Huse; Erhverv 1890: 17 levede af immat. Virksomhed, 190 af Jordbr., 9 af Industri, 1 af Handel, 9 af forsk. Daglejervirks. og 11 af deres Midler. I Distriktet Byerne: Elsegaarde (gml. Form: Æbelsjøgde.) med Skole; Skovgaarde med Skole. Rane Ladegaard (i Elsegaarde) har 13 1/2 Td. H., 251 Td. Ld. (40 i Draaby S.), hvoraf 40 Eng, 14 Skov, Resten Ager. Paa Hjælm er et Fyr omtr. paa Øens højeste Punkt, 143 F., 45 M. (hvidt, fast Fyr med Blus hvert Minut, der vises fra et 59 F. højt, hvidt Taarn; Flammens Højde 160 F., Lysvidde 4 3/4 Mil), med Fyrmesterbolig.

Distriktet, fra 1868 en egen Kommune med Fattigvæsen fælles med Købstaden, hører under Mols og en Del af Sønder Hrd.’s Jurisdiktion (Æbeltoft), Æbeltoft Amtstue- og Lægedistr., 9. Landstings- og Amtets 6. Folketingskr. samt 4. Udskrivningskr.’ 339. Lægd.

Halvøen Hassens (Hasnæs) var oprindl. et eget Birk, der omtales 1445 og 1688. Paa dens sydl. Spids ved Elsegaarde tæt ved Stranden ligger ved Rans Bæk, der før var Udløb for den nu udtørrede Vestensø, et velbevaret, 1894 fredlyst Voldsted, Rane Ladegaard, (efter Sagnet ejet af Rane Jonsen), en regelmæssig firsidet Borgbanke, 90 F. foroven, noget sænket i Midten og omgiven af nu tilgroede Grave, over hvis Bund Banken hæver sig 14 F.; ved en Kanal have Gravene staaet i Forbindelse med Havet. Ved en af Nationalm. 1894 foretagen Undersøgelse fandtes en Jærnøkse, men hverken Murværk eller Bygningsfundamenter. — Paa Rane Ladegaards Mark gjordes 1889 og 92 Guldfund (Værdi omtr. 500 Kr.; i Nationalmus.). — Kongsgaarden Æbelsjøgaard omtales 1479. — Kronens Skov (Bjørnskjær Skove) omkring Æbeltoft var ødelagt 1707 (se S. 848).

Den 98 Td. Ld. store Ø Hjælm (i Vald. Jrdb.: Hiælm, 1307: Hialm, 1317: Hyelm, 1431: Hyalm; den har vel Navn af sin Form) hæver sig fra en lav Forstrand, hvorpaa gamle Strandvolde, med stejle Brinker til een stor Banke; kun et Par smalle Kløfter danner nogenlunde Adgang til Banken. Øen har alt været beboet i den tidlige Oldtid. Der findes vel ingen Dysser eller Gravhøje, men navnlig oppe paa Højlandet, dog ogsaa ved Brinkerne, er der optaget ikke faa Stenalders Redskaber; paa Forstranden er fundet en Broncehalsring fra Broncealderen. At H. ogsaa har været beboet i den tidlige Middelalder, turde tre Voldsteder vidne om. Disse, der ere anlagte paa naturlige Banker, ere før alle blevne opfattede som henhørende til den Befæstning, Marsk Stig 1290 anlagde paa Øen („haver nu Hjælm faaet Horn“); men de synes at tilhøre forskellige Tider. Det ældste Voldsted, Skaadebakken, fra den ældste Middelalder eller mulig Oldtidens Slutn., ligger mod S. Ø. Det er en naturlig, spids, lille Bakketop, lige ved Brinken, som ved en indskaaren Grav, der til begge Sider ender aabent i Brinken og saaledes har ligget tør, er skilt fra Bankens Fod. Bankens Tværm. forneden er 65, dens Højde over Gravens Bund omtr. 17 F.; paa dens Overdel har der kun været Plads til et lille Taarn. Murrester er der ikke fundet, men dybt i Jorden en Bjælke. Fra en lidt senere Tid stammer det andet, meget større Voldsted mod V. ved Brinken, Kastelsbanken. En tør Grav har i en stor Bue ført fra den stejle Brink mod Havet omkring Foden af en Bakkeknude, omsluttende en Plads paa 100 X 200 F.; den flade Overdel hæver sig 20-25 F. over Bunden af den nu stærkt udjævnede Grav. Heller ikke her er fundet Murrester; paa Skraaningen lige S. for Banken er der fundet smaa, runde Broncestykker og smaa firkantede Bronceplader, vistnok falske Mønter, som Marsk Stig lod præge her. Dette Voldsted synes opgivet, da Marsken omtr. midt paa Øen og paa dens højeste Punkt 1290 anlagde sin Borg, hvor Fyrtaarnet nu staar. Den aflang-firkantede Borgbanke er en naturlig Bakkeknude, der er bleven omgivet af en Grav, hvorover Borgpladsen nu hæver sig 20 F.; men Graven har vistnok oprindl. været dybere og vandfyldt; nogen Vold var der ikke. Efter Marsk Stigs Død paa Hjælm 1293 erklæredes Øen for norsk Ejendom; men 1306 eller 1307 blev den indtaget af Erik Menved og Borgen nedbrudt. Nu findes saa godt som ingen Levninger (enkelte Munkestensbrokker); ved Gravning, baade tidligere og 1894 (ved Nationalmus., under hvis Tilsyn den nu staar) fandtes 3-4 Al. dybt et Kulturlag, nærmest Rest af Grunden; det indeholdt bl. a. Jærnspiger, Trædele, Benstykker, Potteskaar, Lerklumper og halvbrændt Ler. Om Øen har haft egentlig Bebyggelse, efter at den var kommen under Kronen, vides ikke. Senere var der et kglt. Stutteri; 12/11 1524 gav saaledes Kongen Borgmester i Æbeltoft Mourids Pedersen Befalingsbrev paa Øen og „paa de Øg, som derpaa ere“, og i s. Brev siges, at Fiskerne ikke maa ligge og fiske der, da de forhugge Skov og Krat, som Øgene skulle have Skjul af. 1631 fik Frands Rantzau til Rantzausholm Øen, „hvorpaa kan fødes mindst 18 Hopper“. Senere tilhørte den Gammel-Estrup, hvorunder den endnu er. Dette holdt ogsaa en Tid lang Stutteri der; i 19. Aarh. bortforpagtedes den, og der opførtes en Forpagtergaard (endnu 1808 omtales øen som ubeboet). Efter at Staten havde købt omtr. 9 Td. Ld. af Øen, opførtes 1855 det ovenn. Fyrtaarn.



Link