Hillerslev Herred
Hillerslev Herred er et herred i det tidligere Thisted Amt, nuværende Viborg Amt.
Herredet hørte i middelalderen til Thysyssel. Fra 1660 kom det meste under Ørum Amt , og en del kort under Vestervig Klosters Amt. Allerede i 1664 blev det hele lagt under Dueholm Amt Flg. sogne ligger i Hillerslev Herred:
- Hansted Sogn
- Hillerslev Sogn
- Hjardemål Sogn
- Hunstrup Sogn
- Klitmøller Sogn
- Kåstrup Sogn
- Nors Sogn
- Ræhr Sogn
- Sennels Sogn
- Tved Sogn
- Vester Vandet Sogn
- Vigsø Sogn
- Øster Vandet Sogn
- Østerild Sogn
Følgende beskrivelse af Hillerslev Herred er fra Trap Danmark 3 udgave.
Hillerslev Herred, det største i Amtet, begrænses mod Ø. af V. Han-Hrd., mod S. Ø. af Limfjorden (den inddæmmede Vesløs Vejle, Østerild og Lønnerup Fjorde samt Thisted Bredning), mod S. V. af Hundborg Hrd. og mod V. og N. af Vesterhavet, i hvilket Hanstholm med Pynten Roshage skyder ud. Dets største Udstrækning fra Ø. til V. er omtr. 3 1/4, fra N. til S. 2 1/4 Mil. Den nordl. og vestl. Del er opfyldt af Kridtbanker og lave Plateauer, som Hanstholm (højeste Punkt Hjærtebjærg, se S. 193), mellem hvilke Kærstrækninger; ogsaa i Midten findes isolerede Bakkepartier (Kløvenhøj, 156 F., 49 M.); mod Ø. er Overfladen derimod temmelig lavtliggende og jævn (se i øvrigt S. 193 og 198). Jorderne ere overvejende sandede, med et Underlag af Kalk, blandet med noget Ler. Den nordl. og vestl. Del have en Del Søer, hvoraf Vester-Vandet og Nors Søer, med Afløb ved Klitmøller, ere de største. Det er fattigt paa Skov (i alt 1516 Td. Ld.); Vilsbøl og en Del af Østerild og Vandet Statsplantager ligge i Herredet. Det hører til de mindre frugtbare Herreder i Amtet, idet der ved Matr. gnmstl. gik 29 Td. Ld. paa 1 Td. Hrtk. Efter Opgørelsen 1896 var Fladeindholdet 58,446 Td. Ld. (5,86 □ Mil, 332,65 □ Km.). Det saml. Ager og Engs Hrtk. var 1/1 1895 1979 Td. Folketallet var 1. Feb. 1890 7558 (1801: 4650, 1840: 6045, 1860: 6735, 1880: 7460). I gejstlig Henseende danner det eet Provsti med Hundborg Hrd., i verdsl. Hens. hører det under Hillerslev-Hundborg Herreders Jurisdiktion og Amtets 2. Forligskreds.
Hillerslev Hrd., i Vald. Jordeb. kaldet Hildeslefhæreth, hørte i Middelalderen til Thysyssel, senere til Ørum Len og fra 1660 til Ørum Amt (en Del dog til Vestervig Klosters Amt); se i øvrigt S. 198.
Der er i Herredet talt omtr. 400 jordfaste Oldtidsmonumenter, deraf kun omtr. 5 Stengrave, Resten Gravhøje; over Halvdelen er dog nu sløjfet eller mere og mindre forstyrret; 1/1 1900 vare 27 fredlyste. De fleste Monumenter — omtr. 325 — træffes i de sydligste Sogne (i Sennels omtr. 90, Hillerslev 80, Ø.-Vandet 45, V.-Vandet 60 og Nors 50).
Litt.: Indberetn. til Nationalmus. om antikv. Undersøgelser i H. Hrd., af C. Engelhardt og Magn. Petersen, 1875.