Gammel Rye Sogn

Fra Wiki for Slægtsforsker
Skift til: Navigation, Søgning

Historisk info om Gammel Rye Sogn et sogn i Skanderborg Provsti (Århus Stift). Indtil Kommunalreformen i 1970 lå det i Tyrsting Herred (Skanderborg Amt). I sognet ligger Gammel Rye Kirke (Sankt Søren Kirke) og Øm Kloster.

Som medlem af www.danskeaner.dk kan du se ane/efterslægts tavler for de personer der er tilknyttet sognet via denne liste


Præster tilknyttet sognet

Indsættelse år og navn. kilde Wibergs præstehistorie m.f. Yderlig info om person samt familierelationer findes i danskeaner.


  • 15?? Søren . . .
  • 1564 Christen Nielsen
  • 1614 Torn Olsen Gammelgaard
  • 1653 Lucius Pedersen Græserus el. Græse
  • 1677 Peder Andersen Sterm
  • 1711 Christen Knudsen Friis
  • 1723 Ernst Pedersen Halsen
  • 1739 Conrad Friederich Gerlach
  • 1725 Johannes el. Hans Hansen Høyer
  • 1758 Andreas Nielsen Saabye
  • 1774 Jørgen Hatting Rørbye
  • 1780 Mathias Clemens Toldorph
  • 1789 Johan Henrik Petersen
  • 1809 Frederik Carl Gram Bendtsen
  • 1828 Frederik Vilhelm August Kjærumgaard
  • 1846 Ludvig Jensenius Nicolai Schjerning
  • 1856 Peter Christian Hansen
  • 1862 Carl Christian Vilhelm Møller
  • 1878 Thorvald Jørgen Adolph Elmquist

Følgende beskrivelse af Gammel Rye Sogn er fra Trap Danmark 3 udgave.

Rye Sogn, det nordligste og største i Herredet, omgives af S.-Vissing og Vorladegaard Sogne, Hjelmslev Hrd. (Dover S.), Gjern Hrd. (Alling og Linaa S.) og Vrads Hrd. (Tem S.). Kirken, omtr. midt i Sognet, ligger 2 Mil N. V. for Skanderborg og omtr. ligesaa langt S. Ø. for Silkeborg. Syd-, Øst- og Nordgrænsen dannes for største Delen af Gudenaa og de Søer, den gennemløber: Mos Sø (se S. 177), den 229 Td. Ld. store Guden Sø, Ryemølle Sø, Ves Sø, Birk Sø og Jul Sø, af hvilke Dele høre til Sognet; en Del af Sydgrænsen dannes ogsaa af den 536 Td. Ld. store Salten Langsø, som ligeledes til Dels hører til Sognet, og dens Afløb til Gudenaa, Salten Aa; Gudenaa gennemløber den sydøstlige Del af Sognet. Overfladen er særlig imod N. højtliggende og bakket. Sognet er stærkt skovbevokset (over 1/3 af Arealet er dækket af Skov); det højeste Punkt ligger i Rye Sønderskov, 516 F., 162 M.; Himmelbjærgets Kol i Rye Nørreskov, med trig. Station, er 469 F., 147 M.; lidt sydligere i Skoven er et Punkt 501 F., 157 M.; østligere ligge Mølleskov og Lammehoved Skov. Jorderne ere overvejende skarpsandede, men af meget forskellig Godhed.

Fladeindholdet 1896: 8340 Td. Ld., hvoraf 2004 besaaede (deraf med Rug 669, Byg 207, Havre 690, Boghvede 208, Bælgsæd 5, Blandsæd til Modenhed 31, Grøntf. 33, Kartofler 119, andre Rodfr. 42), Afgræsn. 1365, Høslæt, Brak, Eng m. m. 730, Have 36, Skov 3181, ubevokset 77, Moser 194, Kær og Fælleder 62, Heder 540, Veje og Byggegr. 137, Vandareal m. m. 13 Td. Kreaturhold 1898: 210 Heste, 856 Stkr. Hornkv. (deraf 592 Køer), 879 Faar, 490 Svin og 23 Geder. Ager og Engs Hrtk. og halv. Skovskyldshrtk. 1895: 161 Td.; 48 Selvejergde. med 122, 2 Fæstegde. med 3, 133 Huse med 32 Td. Hrtk. og 39 jordløse Huse. Befolkningen, 1/2 1901: 1317 (1801: 669, 1840: 825, 1860: 998, 1890: 1173), boede i 239 Gaarde og Huse; Erhverv 1890: 34 levede af immat. Virksomh., 479 af Jordbr., 7 af Fiskeri, 435 af Industri (350 af Træskomagen), 48 af Handel, 114 af forsk. Daglejervirks., 43 af deres Midler, og 13 vare under Fattigv.

I Sognet Byerne: Rye (1401: Rydhæ, 1486: Ryde, 1495: Ryæ) med Kirke, Præstegd., Skole, Afholdshjem med Forsamlingssal (opf. 1899), Sparekasse (opr. 1876; 31/3 1900 var Spar. Tilgodeh. 33,948 Kr., Rentef. 4 pCt., Reservef. 2611 Kr., Antal af Konti 323), Kro og Telefonst.; Emborg med Skole og Forsamlingshus (opf. 1898). Fiskerhuse, Gde.; Hejnæs, Gde.; Fællund, Gde.; Glarbo, Gde., med Skole; Svejbæk, Gde., Pøtsø, Festibakke og Limbjærg, Huse. Himmelbjærggaard, Børneopdragelsesanstalt (opr. af Forstander L. Budde, aabnet Juli 1897). Paa Himmelbjærgets Kol et Hotel; ved Foden af Bakken, hvor der er Landingssted for Dampbaadene. der gaa til Laven og Silkeborg (se S. 102), ligger Hotel „Julsø“. Enkelte Gaarde: Munkedal, Ryelund, Hjasbæk, Skjeldal. Rye Vandmølle, nu Glentholm, med Træsliberi, Træskofabrik og stor Aalefangst.

Rye S., en egen Sognekommune, hører under Silkeborg Birks Jurisdiktion (Silkeborg), Skanderborg Amtstue- og Lægedistr., 10. Landstings- og gl. Skanderborg Amts 3. Folketingskr. samt 4. Udskrivningskr.’ 217. Lægd. Kirken tilhører Hartkornsejerne.

Kirken, indviet til St. Søren, bestaar af Skib og Kor ud i eet. Oprindelig stod her en i romansk Tid af Granitkvadre opf. Kirke, hvis Sokkelsten (og enkelte Kvadre) ere indmurede forneden i Østgavlen af den nuv. Kirke. Denne er opf. ved Midten af 15. Aarh. af store røde Mursten i Munkeskifte, med indblandet Al. I Bygningen kan skelnes mellem en ældre og en lidt yngre Del, af hvilke den sidstn. (vestl.) til begge Sider springer faa Tommer frem foran den førstnævnte (ved en Storm siges et Taarn, se ndfr., at være faldet ned, hvorefter den vestl. Del tilbyggedes). Den af Mursten og Kamp slet opf. Østgavl er af langt senere Oprindelse end Sidemurene. Ved Gravning paa Kirkegaarden er man stødt paa Fundamenter, der gør det utvivlsomt, at der til Kirkens østl. Del har sluttet sig et Tværskib (7/10 1476 indviedes et Kapel ved Kirkens Sydside); Tværskibet var nedbrudt 1677 (D. Atl. siger, at Kirken før har været en Korskirke). Man har ogsaa fundet Fundamenter af det anselige Taarn, der har staaet mod Ø. for Enden af Koret. Ved en Brand 1660 ødelagdes den øverste Del af Taarnet og Alteret deri, hvorfor der 1661 og 1662 udgik kgl. Ordre om Hjælp til Kirken (paa en Tegn. i Resens Atl. ses Taarnet endnu). Af Kirkens tre Døre anvendes den vestligste paa Nordsiden, medens de andre ere tilmurede. Paa den østl. Del af Kirken ses Rester af en smagfuld Frise, med firkløverformet af sort glaserede Tegl muret Mønster. Kirken har Hvælvinger, der synes at tilhøre samme Tid som Bygningens vestl. Del. Altertavlen er 1630 opsat af Herman Hansen af Rye Mølle; Billedet (den korsfæstede) er fra 1882. Alterkalk fra 1686 med Ahlefeldternes og Urnernes Vaabener og Bogst. H. AF.-H. W. Romansk Granitdøbefont. Prædikestol fra 1632. I Skibet et stort Krucifiks fra Slutn. af Middelalderen. Epitafium fra 1628, bekostet af Morten Sørensen og Hustru, repareret 1715 af Søren Steffensen. Ligsten over den næstsidste Abbed i Øm Kloster, Peder Sørensen, † 1554. Mindetavle fra omtr. 1450 over Biskop Svend af Aarhus († 1191) med Bispefigur. — Paa Kirkegaarden findes tre (før flere) gml. karakteristiske Ligtræer af Kisteform (eet er afbild, i Tegn. af æ. n. Arkit. 1. S. 3. R. Pl. 15).

Emborg har sit Navn efter Øm Kloster. Dette berømte Cistercienserabbedi, om hvis Oprindelse og ældste Historie der foreligger udførligere Efterretninger end om noget andet dansk Kloster i en af et Par Munke smstds. forfattet, højst interessant Mindebog, grundlagdes under Vald. den stores Regering, Cisterciensernes gyldne Tid. Længe havde Munkene dog flyttet omkring, før de i Øm fandt blivende Sted. Begyndelsen gjordes omtr. 1160, da Aarhusbispen Eskil aftalte med Abbed Henrik af Vitskøl et Cistercienserklosters Stiftelse i sit Bispedømme. Den første Plads, Bispen udsaa hertil, var Sabro (se S. 131), men da denne befandtes mindre skikket til Munkesamlaget, overlod han det 1165 Sminge i Voel Sogn (se S. 194); ogsaa her var Stedet imidlertid utilstrækkeligt, og Aaret efter flyttede Munkene til Venge, hvis forfaldne Benediktinerkloster de med Aarhusbispen Svends og Kongens Tilladelse toge i Besiddelse (se S. 189). I Venge stod Klosteret dog kun to Aar; idelig plagede af en adelig Dame Fru Margrethe droge Munkene saa 1168 til Kalvø i Skanderborg Sø, hvor der ligeledes tidligere havde boet Benediktinere (se S. 96). Endelig flyttede de 1172 over paa den Tange, der skiller Guden Sø fra Mos Sø, og her grundlagde de Øm Kloster. Af Navnet og den yndige Beliggenhed dannede de Klosterets latinske Benævnelse „cara insula“ (ɔ: den kære Ø). Abbeden, som havde ført Munkene under en stor Del af Omflytningsperioden og ved Rejser til Rom havde indhentet Pavens Stadfæstelse paa Nybygningerne, var Briennus, en fhv. Munk i Øms Moderstiftelse Vitskøl. Aarhusbispen Svend vedblev til sin Død 1191 at være Klosterets store Velgører, og han havde endog til Hensigt at indtræde i Munkesamfundet; han blev derfor begravet i Klosterkirken. Blandt Abbederne nævnes Viborgbispen Gunner (Abbed 1216-22). Efter Midten af 13. Aarh. blev Klosteret igen flyttet og rejst paa et andet Sted i Øm, og 1257 indviedes den nye Kirke. Kort efter opstod alvorlige Trængselsaar. Under Abbeden Bo udbrød der 1263 store Tvistigheder med Aarhuspispen Tyge ang. dennes Ret til Gæsteri af Klosteret, hvilke fortsattes under den flg. Abbed Thure. Denne Strid, der i ganske særlig Grad afspejler Landets dav. retsløse Tilstand, og som endog i Løbet af faa Aar truede Klosteret med Undergang, førtes med umaadelig Voldsomhed. Bispen brød med Magt ind i Klosteret, da Abbeden nægtede ham Adgang dertil; han udslyngede Band over Abbeden og hans undergivne; Munke og Lægbrødre mishandledes, naar de vovede sig uden for Klosterets Enemærker, og Klosterets Bønder fortrædigedes paa enhver Maade. Forgæves søgte man Overenskomst opnaaet ved dansk og fremmed Voldgift; Bispen ænsede ikke Afgørelserne, han havde Kongen og Enkedronningen paa sin Side. Hvorledes Striden er endt, vides ikke, da Fremstillingen i Krøniken afbrydes med Beretningen om, at Abbeden 1267 stævnedes for Kongen. Sandsynligvis er Striden dog næppe endt til Klosterets Fordel. (Se Zeitschrift der Gesellschaft für Schlesw.-Holst.-Lauenb. Geschichte, VIII S. 3 flg., og A. D. Jørgensen, i Aarb. f. nord. Oldk. 1879 S. 111 flg.). Fra de flg. Tider foreligger der væsentligst kun Oplysninger om Øms Godshistorie og dets Abbeder. Der nævnes Jordegods m. m. i flg. Hrdr.: Tyrsting, Vrads, Vor, Gjern, Hjelmslev, Framlev, Sabro, Ning, Hids, Lysgaard, Sønderhald, Mols, Ø.- og V.-Lisbjærg og Randers Nørre og Sønder; endvidere havde Øm Gaarde i Aarhus, Horsens og Rye, fremdeles Kirker, Fiskegaarde og andre Herligheder. Det har i det hele været et af Landets rigeste og mest ansete Herreklostre. Efter Reformationen fik Øm Lov at bestaa under Abbeders Styrelse; dog blev Sorø-Abbeden 1538 udnævnt til at have et Overtilsyn med det ligesom med de andre endnu bestaaende Cistercienserklostre (se H. F. Rørdam, i Kirkehist. Saml. 3. R. III S. 94 flg.). Først April 1560 sekulariseredes Øm, Godset lagdes 16/4 til Bygholm, og den gamle Munkebolig omdannedes nu under Navnet Emborg til et kglt. Slot, paa hvilket Fr. II opholdt sig hele Vinteren 1559—60 og fra Okt. 1560 med mindre Aibrydelser indtil Febr. 1561; han tænkte i den Tid endog paa at gøre det til Hovedresidens for Jylland, hvilket han dog snart opgav for at kaste sin Kærlighed paa Skanderborg. Dermed var dets Rolle udspillet; Godset lagdes under Skanderborg, og 6/10 1561 befalede Kongen, at „Emsborg Kirke med Søvnhus, Omgang og andre unyttige Huse“ skulde nedrives og Materialerne anvendes ved Ombygningen af Skanderborg Slot (om en Klokke fra Øm Kl. se III S. 718). 1565 fik Holger Rosenkrantz til Boller kgl. Tilladelse til at nedbryde „den Stald i Emsborg, hvor Kongens egne Heste havde staaet, og det dertil byggede Stuehus“. Paa Klosterets Ladegaards Plads rejste der sig snart Bøndergaarde, og 1571 traf Kongen Foranstaltning til at bortfæste Jorderne under Emborg til Bønderne. Vistnok det eneste, som paa den Tid endnu stod igen af Klosteret, var et Kapel, der dog ikke mere benyttedes som saadant; 1579 fik Marine Lauridsdatter Livsbrev paa det med tilhørende Kaalgaardssted (hendes Mand havde før boet i Kapellet). Ruiner af Klosteret have indtil den seneste Tid været at se. Aar 1896 lod Nationalmuseet foretage en Undersøgelse, hvorved der fandtes nogle Kampestensfundamenter vistnok af Klosterets vestl. Mur; men Undersøgelsen kunde ikke føres til Ende. I Nationalmus. findes nogle ornamenterede, i 1896 fundne Fliser og Teglsten fra Klosteret, deribl. en glaseret med Fremstilling af 3 Ryttere foran en Portbygning med Tinder, i Aarhus Museum en brændt Sten med Fremstilling af en Bygning med Midttaarn og to Sidetaarne med Tinder.

I Øm Kloster har der været holdt en, som det synes, blomstrende Skole; da den ophævedes 1560, henlagde Fr. II, „paa det at Religionen ikke derved skulde have Albræk“, Kronens Korntiende af 10 Sogne i Hads Hrd. til Aarhus Skole, for at 24 fattige Disciple deraf kunde have deres Underhold.

Rye var i Middelalderen en betydelig By, der vistnok skyldte Øm Kloster sin Anseelse, som forøgedes ved dens hellige Kilder, nemlig St. Sørens Kilde i Rye Sønderskov, Helligkilden i Rye og Præstekilden i Rye Nørreskov. I Historien er Byen bekendt ved Adelens og Gejstlighedens Møde her 4/7 1534 for at hylde Chr. III som Konge. Den antages i Middelalderen at have været Købstad; i det mindste nævnes den i Recessen af 1536 som saadan, skønt den da hverken synes at have haft fuldstændig Købstadsnæring eller egen Magistrat; den var imidlertid endnu dengang et Sted, hvor de for Bonden nødvendige Varer kunde forhandles, og i 2. Halvdel af 16. Aarh. er der forundt enkelte Personer Bevilling til at drive Købmandskab der med Humle, Salt, Staal, Jærn og desl. (se Hist. Tidsskr. V, S. 27 flg.). Ved kgl. Brev af 24/12 1579 forordnedes, at de Markeder, som 18/12 1578 henlagdes fra Rye til Horsens, herefter skulde holdes i Rye paa de sædvanlige Tider, da det vilde være belejligere for Indbyggerne deromkring; 1683 flyttedes de til Skanderborg. Ogsaa i Resens Atl. findes Rye blandt Købstæderne. — Sognet var ogsaa i gamle Dage et eget Birk; men 1560 befaledes Rye, Dover, Taaning, Vor (ɔ: Vorladegd.) og Vissing Birker sammenlagte til eet Birk, hvis Ting skulde holdes uden for Øm Kloster; 1573 forandredes det til, at Rye, Dover og Vissing Sogne samt Salten skulde danne eet Birketing, ved Rye, medens Vor, Taaning og Hylke Sogne skulde være et andet Birk, Taaning Birk. Aar 1687 fik Rye Tinghus paa Nygaard Mark, men 1700 flyttedes det til Skanderborg, og Birket inddroges under Sk. Rytterdistrikts Birk. — Ved Rye har der været et kgl. Jagthus, endnu nævnt i Synsforretn. af 1604 og 1608; Kongen har udstedt Breve herfra Juli 1573 og Juli og Aug. 1578; det er vel det Jagthus, som i D. Atl. kaldes Kongsgaarden. I Resens Atl. og D. Atl. nævnes ogsaa en Gaard, Fogedgaarden, lige V. for Kirken.

Himmelbjærget, der dels er bevokset med Skov (Bøgeskov, stærkt blandet med Enebærbuske), dels med Lyng, hæver sig temmelig stejlt fra Ø. og N., saa at Opstigningen fra Landingsstedet ved Jul Sø er noget vanskelig, medens Affaldet fra S. og S. V. er jævnt, saa at man kan køre op til Kollen, der er meget besøgt for sin vide Udsigt over Silkeborgegnen med dens Søer, Skove og afrundede Lyngbakker. Kollen stod længe i Folkebevidstheden ikke alene som det højeste Punkt i Silkeborgegnen, men ogsaa i hele Danmark, endog rum Tid efter, at Generalstabens Maalinger 1847 havde udpeget Ejer Bavnehøj som det højeste. Paa Kollen, hvor der ofte har været holdt Folkemøder, staar et 1874 ved frivillige Bidrag rejst Mindesmærke for Fr. VII, bestaaende af et omtr. 75 F. højt Udsigtstaarn, opf. efter Tegn. af Arkitekt L. P. Fenger, et 11/10 1882 afsløret Mindesmærke for St. St. Blicher, en Bautasten med en Fugl ovenpaa og Indskriften: „1839 stævnede St. St. Bl. her første Gang til dansk Folkemøde“, og et 23/9 1883 afsløret Mindesmærke for A. F. Tscherning, en Bautasten med Indskr. og Portrætmedaillon, udf. af H. Conradsen). Hotellet paa Kollen blev opf. 1865, men er senere udvidet. (Se E. Erslev, Jylland, S. 242 flg.).


Eksterne Link