Djurs Sønder Herred
Djurs Sønder Herred var et Herred i det tidligere Randers Amt (1970-2007 Århus Amt).
Sogne i Djurs Sønder Herred:
- Albøge Sogn
- Ebdrup Sogn
- Feldballe Sogn
- Fuglslev Sogn
- Hoed Sogn
- Homå Sogn
- Hyllested Sogn
- Kolind Sogn
- Lyngby Sogn
- Nødager Sogn
- Rosmus Sogn
- Tirstrup Sogn
- Vejlby Sogn
- Ålsø Sogn
Følgende beskrivelse af Djurs Sønder Herred er fra Trap Danmark 3 udgave.
Sønder Herred grænser mod N. til Nørre og Sønderhald Hrdr., hvor Grænsen dannes af det udtørrede Kolindsund, mod V. til Ø.-Lisbjærg Hrd., mod S. til Mols Hrd. og mod Ø. til Kattegat. Fra V. til Ø. er der højst 3, fra N. til S. 2 1/4 Mil. Overfladen er ikke videre højtliggende og for en stor Del jævn; højeste Punkt, Gratbjærg, 209 F., 66 M., ligger mod S. Ø. Jorderne ere overvejende sandmuldede, sjældnere lerede. Ved Kysten, ved Glatved Strand, fremtræder Kalkformationen, medens den i Herredet ofte danner Underlaget.
Af Skov findes der en Del (i alt 3536 Td. Ld.), især i Midten og paa Østkysten. Det hører til Amtets mindre frugtbare Herreder (ved Matr. gnmst. 20 1/4 Td. Ld. paa 1 Td. H.). Efter Opgørelsen 1896 var Fladeindholdet 55,752 Td. Ld. (5,59 □ Mil, 318,78 □ Km.). Ager og Engs Hartk. samt halv. Skovskyldshrtk. var 1/1 1895 2589 Td., Folketallet 1/2 1901: 10,428 (1801: 4598, 1840: 6939, 1860: 8853, 1890: 10,376). I gejstl. Henseende danner det eet Provsti med Mols og Ø.-Lisbjærg Hrdr., i verdsl. Hens. hører det under Nørre og en Del af Sønder Hrd.’s og under Mols og en Del af Sønder Hrd.’s Jurisdiktioner samt under Amtets 4. Forligskreds (Aalsø, Hoed, Vejlby, Homaa, Lyngby og Albøge) og 5. Forligskreds (de øvrige S.).
Sønder Hrd., i Vald. Jrdb. Dyursæ Syndræhæreth, hørte i Middelalderen til Aabosyssel, senere til Kalø Len og fra 1660 til Kalø Amt; se videre S. 786.
Der er talt omtr. 675 jordfaste Oldtidsmonumenter (deraf omtr. 3 Jættestuer, 57 Langdysser, 55 Runddysser, 32 Dyssekamre eller ikke nærmere besteml. Dysser, et Par Langhøje, Resten runde Gravhøje); heraf er dog nu over 1/3 sløjfet og over 1/3 mere eller mindre forstyrret; 1/1 1901 vare 30 fredlyste. Baade Stengrave og Høje findes i størst Antal i den nordl. Del; flest kendes fra Sognene Nødager (omtr. 200), Lyngby (90), Aalsø (70), Hoed og Albøge (hvert 60).
Litt.: J. V. Nissen, Bidr. til Skildr. af Forhold i Nørre og S. Hrdr., i Saml. til j. Hist. III S. 97 flg. — H. Storch, Grenaaegnens Kridtstenskirker, 1896. — Indberetn. til Nationalmus. om antikv. Undersøgelser i S. Hrd., af J. B. Løffler, 1880.