Danske Lov

Fra Wiki for Slægtsforsker
Skift til: Navigation, Søgning

Danske Lov er titlen på en lovbog fra 1683, er grundlaget for dansk lovgivning. Hovedparten af bestemmelserne er afløst af nyere love. Der er dog en række bestemmelser, som stadig bruges, fx Danske Lov 3-19-2 som bestemmer at en arbejdsgiver hæfter for det erstatningsansvar en ansat måtte pådrage sig i forbindelse med arbejdet.

Historie

Forhistorie

Saxo fortæller i sit værk Gesta Danorum fra omkring 1200-tallet om de danske kongers forsøg på at lovgive. Nedskrivne af lovregler på hhv. stentavler og papir kendes fra Oldpersien og den romerske republik. Et af de tidligste eksempler på dansk lovgivning er Vederloven, der fastsatte regler for kongens personlige hær, også kaldet hirden, fra omkring 1180. De såkaldte landskabslove fulgte. Jyske Lov er den eneste med datering. Landskabslovene er inden for materiel ret kasuistisk ret; det vil sige, at de tager udgangspunkt i konkrete tilfælde af retsbrud og foreskriver, hvorledes konflikten skal løses. De processuelle bestemmelser er generelle.

Loven skal ses i sammenhæng med den europæiske retstradition, som siden 1100-tallet havde bevæget sig i retning af en større sammenskrivning af gældende sædvaner. Denne tradition påskyndedes af den katolske kirke.

Danske Lovs historie

Peder Lassens indflydelse

Selve udarbejdelsen af loven var langvarig: den strakte sig over årtier og to konger. Den afspejlede de magtkampe, der foregik i administrationen i denne periode. Umiddelbart efter at få enevældig magt nedsatte Kong Frederik III en kommission, som skulle granske hele kongerigets lovgivning og finde ud af, om der var regler der stred imod enevældet og udfærdige en ny retsplejelov. Danske Lov anses som affødt af praktiske behov, eftersom retssystemet var præget af et meget stort antal, delvist modstridende, lovbestemmelser. Opdelingen af Danmark i et jysk og et sjællandsk retsområde som følge af landskabslovene var utidssvarende og besværlig. Statskollegiet begyndte processen ved i en betænkning af 12. januar 1661 at udtale ønsket om at udarbejde en ny lov og proces. Den første kommission, den 1. lovkommission, blev nedsat af kongen 26. januar bestående af tre jurister, bl.a. højesteretsassessor Peder Lassen, otte adelige medlemmer og ti borgerlige. Uenigheder i kommissionen, bl.a. var de adelige utilfredse med lovændringer vedrørende deres privilegier og deres minoritet i kommissionen, trak sagen i langdrag. Kongen udskiftede 16. november 1662 1. lovkommission med 2. lovkommission bestående af fire af den forrige kommissions stærkeste juridiske kræfter: Peder Lassen, Heinrich Ernst, Otte Krag og Niels Trolle. Den nye kommission udarbejdede flere forslag, de fleste helt nye, og især Peder Lassens forslag inden for arveretten var langt forud for den generelle juridiske udvikling i Danmark. Kommissionens forslag om proceslovgivning blev sendt til statskollegiet til eftersyn, og i juli 1664 udtalte det sin positive holdning overfor forslaget. For at revidere det blev kommissionen udvidet med fire jurister fra statskollegiet. Men herefter synes arbejdet at ebbe ud.

Peder Schumacher og Rasmus Vindings indflydelse

Først den 23. februar 1666 blev Peder Lassen sammen med viceskatmester Holger Vind, statskollegieassessor Kristoffer Parsberg og Rasmus Vinding, den såkaldte 3. lovkommission, pålagt at fortsætte revisionen af den danske lovgivning. Denne sammensætning er et udtryk for Peder Schumachers (den senere Griffenfeld) stigende indflydelse i administrationen; både Parsberg og Vinding var hans nære venner. Det var også begyndelsen til en langvarig konflikt mellem Lassen og Vinding vedrørende udformningen af lovarbejdet. Peder Lassen var "fagjuristen par excellence" i Danmark på dette tidspunkt, mens Rasmus Vinding som professor i historie og geografi ikke var blevet juridisk uddannet. Han havde til gengæld været dommer i Højesteret i fem år, og havde ry som en god dommer. Han var en "juridisk naturbegavelse", men manglede indgående kendskab til de danske love. Arbejdet i den 3. lovkommission skred ikke hurtigere frem end i den forrige. K ongen beordrede derfor 8. marts 1666, at hver af kommissionens medlemmer egenhændigt skulle udarbejde et systematisk sammendrag af de eksisterende love, og desuden udbedre fejl og fjerne forældede love og forordninger fra det store danske lovkompleks. Det betød i realiteten en forkastelse af kommissionernes tidligere arbejde og dermed et nederlag for Peder Lassen, som havde været den drivende kraft, og det var muligvis også et taktisk skridt fra kongens side for at få Vinding til at blive den nye ledende kraft i arbejdet. Da de fire forskellige udkast blev præsenteret, var det i hvert fald Vindings, den såkaldte Codex Fredericus, der fik den bedste modtagelse. Og det på trods af Vindings manglende viden om lovene og ikke mindst på systematiske evner. I løbet af 1660'erne blev Peder Schumacher forfremmet til assessor både i statskollegiet og i højesteret. Arbejdet med loven var gået i stå igen, men Schumacher var opsat på at drive Vindings forslag igennem. Han fik derfor ved hjælp af sin store indflydelse hos kongen, sat en hemmelig ordre af 11. marts 1669 i værk, der beordrede Vinding til ene mand at udarbejde udkastet til den nye lov, en Corpus juris Danici. Allerede i slutningen af 1669 kunne Vinding fremlægge sit udkast, det såkaldte Første Projekt, sandsynligvis fordi han var begyndt på arbejdet et stykke tid før, han fik den endelige ordre. Dette Første Projekt var i høj grad en overførsel af indholdet fra Codex Fredericus, men med en langt bedre systematik og færre fejl i form af forældede og modsætningsfyldte love. Lovens indhold drejede sig stadig først og fremmest om love der var overført fra eksisterende samlinger, tilsat nogle nye love der for størstedelens vedkommende var baseret på tidligere domme.

Lovarbejdet under Christian 5.

Frederik 3.s død i 1670 frembød en pause i lovgivningsarbejdet. Peder Schumacher fik meget andet at se til, så hans interesse i projektet blev nedprioriteret for et stykke tid. Først 24. september 1672 blev der givet ordre om at nedsætte en revisionskommission på tre mand, der skulle revidere Vindings forslag. Peder Lassen, som var blevet tilsidesat i den sidste fase af projektet, holdt sit eget forslag klar, hvis Vindings skulle blive forkastet. Og ved formanden for revisionskommissionen kansler Peder Reedtzs indflydelse, blev han antaget som et af de tre medlemmer. Det sidste medlem var generalprokurør Peder Lauridsen Scavenius. Senere blev biskop Hans Vandal også optaget i kommissionen, men udelukkende som revisor over de love der vedrørte gejstligheden. Lassen fremlagde straks kritik af Vindings forslag, idet han mente at loven burde inddeles i tre bøger i stedet for Vindings fem. Men i det store hele var han ikke så kritisk overfor projektet som tidligere, muligvis fordi han var kørt træt. Lassens rettelser i udkastet eksisterer stadig, så vi kan følge hans syn på loven. Han rettede en del åbenlyse misforståelser, men der var meget få stærkt kritiske kommentarer. I det store hele havde han efterhånden accepteret, at Vinding og Griffenfeld havde vundet kampen om lovens udformning. 10. juli 1674 døde Reedtz, og Griffenfeld fik mulighed for at overtage formandsposten. Han sørgede for at Vinding, foruden sin egen svoger, borgmesteren i København Jørgen Fogh, blev optaget i kommissionen, den såkaldte 2. revisionskommission. Arbejdet gik helt i stå ved Griffenfelds fald fra magten 11. marts 1676 og lå stille i fire år.

Først 28. februar 1680 udkom en kongelig missiv der beordrede en ny talrig kommission på 13 medlemmer sammensat til viderførelse af arbejdet. Men også denne kommission havde indbyrdes stridigheder, særlig var det de tre gejstlige medlemmer, biskop Hans Bagger, konfessionarius Hans Leth og professor i teologi Kristian Nold, som voldte problemer. Stridsspørgsmålet var først og fremmest kravet til den rette konfession vedrørende de fremmede, særligt franske huguenotter, som slog sig ned i landet. På grund af de gejstliges minoritet lykkedes deres forsøg på at sprænge kommissionen dog ikke. De langtrukne stridigheder fik Christian 5. til at nedsætte en ny kommission 16. april 1681. Denne 4. revisionskommission bestod af fire medlemmer deriblandt Rasmus Vinding. Opgaven var en endelig revision, og det var i denne periode, at de fleste nye ændringer uden forbilleder i ældre lovgivning blev til. Det drejede sig dog mest om ændringer, der ikke havde større rækkevidde i lovgivningen. Kommissionen færdiggjorde sit arbejde i slutningen af 1681, og kongen godkendte det den 3. januar 1682. Smårettelser foretoges dog helt op til trykningen af den, så at arbejdet først kan siges at være helt færdigt 23. juni samme år. Den officielle "deadline" lå på kongens fødselsdag 15. april 1683, og det er officielt den dato der regnes for udstedelsen af Danske Lov.

Norge fik i 1687 sin Norske Lov, der i form og indhold omtrent er identisk med Danske Lov.

Lovens indhold og eftermæle

Resultatet blev en lov der først og fremmest har sit udgangspunkt i ældre dansk lovgivning. Romerretten som ellers havde stor indflydelse i Europa på dette tidspunkt, kan kun spores få steder i loven. Det var naturligt nok idet målet siden 3. lovkommission havde været at samle allerede eksisterende lovgivning i en brugbar form. Det betød, at Danske Lov ikke i særlig grad rettede op på de tilfælde i ældre lovgivning, hvor der fandtes ubehandlede spørgsmål. En senere tids jurister og historikere som Anders Sandøe Ørsted og Edvard Holm har udtalt sig positivt over Danske Lov som en særlig positiv aspekt af enevælden, men retshistorikeren Stig Iuul fremhæver at det er det en ros, der lige så godt kunne tillægges den ældre danske på grund af Danske Lovs kompilatoriske karakter. En kilde fra samtiden er ofte blevet fremhævet som et bevis på lovens fordele overfor andre europæiske nationers lovsamlinger. Det drejer sig om den engelske gesandt i Danmark, Robert Molesworth, der i sin ellers stærkt negative skildring af Danmark i bogen An account of Denmark as it was in the year 1692 Svend Lyndrup (overs.), En beskrivelse af Danmark som det var i året 1692, Wormanium, 1977. ISBN 87-85160-52-0. fra 1694 groft sagt kun har noget positivt at sige om landet, når det gælder dets love:

citat: Indtil nu har vi så vist mødt meget, der bør undgås og ikke efterlignes. Men ved omtalen af de danske love må jeg retfærdigvis begynde med ros. De overgår i retfærdighed, korthed og klarhed alt, hvad jeg kender. De er rimelige, samlet i ét bind i kvartformat og skrevet på landets eget sprog så klart, at ingen, der kan læse og skrive, ikke straks forstår sin egen sag og selv kan føre den uden advokat, hvis han ønsker det.|En beskrivelse af Danmark som det var i året 1692, Wormanium 1977, s. 133 citat slut

Indhold

Danske Lov indeholder seks bøger:

  • 1. bog: Om Retten og Rettens Personer
  • 2. bog: Om Religion og Geistligheden
  • 3. bog: Om Verdslig- og Huus-Stand
  • 4. bog: Om Søretten
  • 5. bog: Om Adkomst, Gods og Gield
  • 6. bog: Om Misgierninger

foruden dén ed dommerne skulle sværge, og dén ed vidnerne skulle sværge.

Oversættelser

Danske Lov er oversat til engelsk, latin, tysk og russisk.

Kilder

  • Stig Iuul, Kodifikation eller Kompilation? - Christian V's Danske Lov paa baggrund af ældre Ret, G.E.C. Gads Forlag, 1954.

Eksterne henvisninger

Hentet fra "https://www.danskeaner.dk/wiki/index.php?title=Danske_Lov&oldid=107"